Alan Wolfe

Af Kamilla Zingenberg

23 Oktober 2008

Den første dag i Boston mødte vi Alan Wolfe. Sociologen, religionsforskeren og samfundsdebattøren har bl.a. skrevet om det amerikanske demokrati og moderne politik.

En pointe i hans bog ”Does American Democracy Still Work” er de amerikanske vælgeres uvidenhed og manglende interesse om politik. Hvis vælgerne ikke ved hvad regeringen foretager sig og har foretaget sig, forsvinder konkurrencen i valget og kommer i stedet til at handle om hvem der har den bedste kampagne.
En anden pointe er at moderne amerikansk politik har handlet mere om udenrigspolitik og ”culture war” end om økonomi og fordelingspolitik, hvilket har været til hørefløjens held. For vurderet på den økonomiske politik er befolkningen mere tryg med Demokraterne. Hvilket kan ses på det netop overståede valg, hvor fokus har været på USA’s skrantende økonomi.

Og netop Bushs upopularitet mener Wolfe er en af årsagerne til Obamas popularitet. Wolfe var ikke meget for at forudsige valget selvom Obama førte i meningsmålingerne. Både fordi det amerikanske valg tit er uberegneligt, men også pga. risikoen for den såkaldte Bradley-effekt. Men på den anden side var har man talt om ”racists for Obama”. Wolfe fortalte en anekdote om et ældre hvidt ægtepar der blev spurgt om hvem de stemte på. ”We’re voting for the nigger” lød svaret.
Wolfe var desuden bekymret for at der skulle komme en racistisk boomerang, hvis Obama vandt. Folk har et urealistisk billede af Obama, så selvom han vil klare sig som gennemsnitlig præsident, kan folk ikke undgå at blive skuffede. Desuden står han overfor de største udfordringer i nyere amerikansk historie og spørgsmålet er om det overhovedet er muligt for ham at redde trådene ud.

Change is in the Air

By Matthias H. K.
The fourth of November.

It was finally the day. We had done the last canvassing. The church was filled to the brim with people. All of them volunteers. The air was electrifying. We had more than enough food and drinks to keep us entertained while the numbers rose. First, McCain had the lead by two. But soon, we won Pennsylvania. A cheer broke out which first alarmed me. Before it had even registered in my brain, I saw that Pennsylvania had been one of the first big states to have been won over by Obama. Our duties had been fulfilled; we had all done our job and won one of the more crucial states. I can’t explain the feeling, it was simply unique. Like, everyone had held their breath for so long, and could finally breathe out relieved. It now felt like the rest was up to the other states. And they continued to roll in. Obama won this one, Obama won that one. And every time he won a big state there were renewed cheers. Of course there were jeers for the states McCain won. The biggest cheer of all till that time had been the one for Pennsylvania though. But, close to eleven, came a cheer that toppled them all. A jubilated yell, that seemed to resound through the country. Obama had won, and early in the game. There was celebration after that, in grand style. I can easily put down some poetic, flourishing and lavish comments about what happened, but it wouldn’t do the spirit of the event justice. I can only say that it was epic.

How to recognize a McCain voter

By Matthias H. K.
The third of November

After we had finished with the door-hangers we got a new assignment, one vitally different from what we’d been doing yesterday and today. We got the opportunity to go out into a neighborhood that had been classified as a swing “hood”. Meaning there’d be bound to be McCain supporters lurking about. Who’d be able to refuse this chance? I hadn’t gotten one good discussion going with one of the opposite opinion, and the few I had found wouldn’t say why. With all haste we took off. And oh boy was there McCain voters out there. Just walking around the streets it felt like there was a bad aura in the air, similar to that of someone walking on your grave. Only, now it was a river-dance of grave step dancing. This could just be my mind playing a trick on me, since I was expecting a McCain territory. To be honest, it wasn’t as bad as all that when we got started. Certainly there were McCain voters, but there were equally many if not more Obama voters. However, I noticed some shared traits among the supposed McCain voters:

1. They wouldn’t say who they were voting for.
2. They had vicious dogs, for which some had electric collars.
3. Those who did want to argue; didn’t have any good points that couldn’t be shot down immediately.
   

The first is mainly due to the guilt they felt for voting McCain. Why would they feel guilt? I believe it to be because of the racial factor involved. Some people cannot get out of the mentality that they’re superior to blacks, or because of the prejudice they’ve been taught from their parents. It’s sad really, but it’d take some major psychological work to change their mind. That’d take time, time we didn’t have.

The vicious dog seems to be a proven fact, for me. McCain voters had vicious dogs, and let them do the talking. Obama voters had more cuddly dogs, despite their size. It’s true what they say; the dogs are very sensitive of their owners’ attitudes towards people. The Obama people were very friendly towards us, and so were their dogs, whereas the McCain dogs were frenzied.

We met one person who did want to argue, but everything he said was being shot right back at him by Shadi and me. He said George Bush had done a lot of good work despite the bad credit. The fact of the matter was just that George Bush was a complete retard. He started wars, it took a week for him to help the victims of Katrina and could ultimately be said to be responsible for this deep financial crisis the American people are experiencing right now. But, despite our best efforts, he wouldn’t convert. He was stubbornly set on McCain. The most puzzling fact here was that he looked like an east-Indian doctor.

The Mobilized Force

By Matthias H. K.
The third of November

Just a day away from the election-day things were really heating up. Just the day before this we’d been out hanging up door-hangers, reminding the local population of Cheltenham that tomorrow’s the eve of destiny. It was in essence a show-down of fate, where we had the bad guys and the good guys. Naturally we were part of the good fight. What brings me to this simplistic view of good and bad? Well, just looking at how the two campaigns went at their work should be plenty proof. I don’t know whether McCain himself is a bad person, or whether it’s his campaign people that are to be loathed, but there were definitely lies, smears and misinformation in the air. Devout Obama supporters were told to go to the wrong polling locations, misinformation was being spread in clever ways and who knows what else they’ve been doing. I’ve even heard rumors that some polling machines were being rigged. Regardless of all this it was our job as part of the campaign to continually make sure that people got out voting. The first half of the day was spent hanging up doorknob information. It was a tiresome job, since it was exactly the same as yesterday. But, looking at all the other volunteers, I understood how important it was to give it my all, 110%. They all had stressed out faces, but their spirits were high since they were fighting for their cause. If anything, I don’t want to see all these anticipating smiles wither away on Election Day. In a sense, i tried to protect the hidden smiles. No one dared to believe that it might happen, and everyone worked that much harder. It wasn’t just about Obama winning, it was about all these people banding together to fight for a common cause. I can only say that it was an utterly beautiful experience. We had all united, to work as a single force.

Sidste Runde og Valgaften

af Sascha Møller

Klokken er henimod halv otte om aftenen. Jeg befinder mig et sted i Cheltenham Township i det nordlige Philadelphia. Dette er distriktet, hvori Europahøjskolens udsendte fører valgkamp for Obama. Det er på selve valgdagen og jeg er på min tredje omgang med at kontakte registrerede demokratiske vælgere. Det gælder om at sikre sig, at så mange af disse mennesker rent faktisk kommer hen og stemmer. I de fire dage vi har hjulpet til i valgkampen har jeg været rundt til forskellige kvarterer, der har variereret fra lettere nedslidt socialt boligbyggeri til den øvre middelklasses knap så ydmyge kæmpevillaer. I dag har jeg bevæget mig i kvarterer der er midtimellem. Det er huse af gennemsnitlig størrelse med en bil i garagen. Husene her ligger også tættere, mens der er en klarere adskillelse blandt de større villaer. Der er dog én ting, der er karakteristisk for alle disse kvarterer tilsammen: de er alle i langt overvejende grad beboet af sorte.
Jeg køres rundt til de forskellige husholdninger af min makker Zach. Vi har været i gang med den sidste runde siden klokken fire. Der er længere mellem de husholdninger vi skal nå, for vi har nået de fleste i de forudgående dage. Med kun en halv time til valglokalerne lukker bliver det svært at holde gejsten oppe. De fleste har på dette tidspunkt afgivet deres stemme, eller også er der ingen hjemme. Måske er de netop henne og stemme i dette øjeblik.
Målet er at blive ved med at ringe på hos folk, indtil de har været henne og stemme. Det er ikke nok at de siger, at de har planer om at stemme eller at de vil stemme, når de engang kommer hjem fra arbejde. Det er vores opgave, at blive ved med at forsøge at overtale folk, der har sagt, at de ikke vil stemme, selvom de står som registrerede demokratiske vælgere.
Med det tidlige efterårsmørke der sænker sig omkring klokken fem bliver det i stigende grad svært at skilne husnumrene fra hinanden, og det hjælper heller ikke, at nogle af numrene har en tendens til at blive sprunget over. Så hvis du passerer nr. 65 så kan du ikke altid være sikker på, at det næste hus bliver nr. 67. Det kan være det er nr. 69 eller måske endog nr. 75.
Da det viser sig, at de fleste har stemt eller ikke er hjemme, beslutter vi os for at kalde det en dag og vende tilbage til det lokale valgkampagnekontor.

Valgaften
Demokraternes lokale valgkampagnekontor har til huse i Jay Cooke Hall. Det er en kirkeagtig bygning der hører til den nærliggende St. Paul’s Church på 555 Ashbourne Road her i det nordlige Philadelphia. Det er herfra demokraterne koordinerer deres indsats for hele Cheltenham Township. Her på valgaftenen er de fleste borde og andre møbler der er blevet brugt under valgkampen blevet ryddet til side og et stort fjernsyn er blevet stillet op på en hævet teaterscene med fortæppe, der udgør den ene endevæg af lokalet.
Flere hundrede frivillige der har hjulpet til i løbet af valgkampen er forventningsfuldt mødt op for at overvære når de forskellige stater melder deres valgresultater i løbet af aftenen. De frivillige findes i alle aldre, hudfarver, køn og sociale klasser. Nogle har været med helt fra starten, da demokraterne kæmpe indbyrdes om nomineringen til præsidentkandidat, andre er som os kommet med i de sidste dage, fordi de er blevet overtalt. Der snakkes om de lange rækker af vælgere, der stadig venter på at afgive deres stemme, selv om klokken er over otte. Det tages som et godt tegn på en Obama-sejr. Folk er meget opsatte på, at Pennsylvania som vi befinder os i, skal gå til Obama. Staten er efter sigende en McCain skal vinde, hvis han skal have det mindste håb om at blive præsident. Modsat har Obama flere muligheder at kombinere imellem ifølge prognoserne for at nå de forkætrede 270 valgmandsstemmer der vil gøre ham til President-Elect. Den kommende valgte præsident for de Forenede Stater.
Overraskende hurtigt kommer resultatet ind. Før New York og det er man ikke vant til her i Pennsylvania. Der udbryder stor jubel. Obama er den projekterede vinder af staten med op til 2/3 af stemmerne. Men salen koger og syder, da det går op for os, at Obama også har taget Ohio. Denne stat har 20 valgmandsstemmer, en mindre end Philadelphia, men en af de store præmier, og den sikrede Bushs genvalg i 2004.
Det bliver dog først helt vanvittigt, da jeg står udenfor med Matthias og Shadi. Folk skriger og det er næsten ikke til at tro, da jeg stikker hovedet indenfor: Men det er sandt. Obama har lige passeret de 270 valgmandsstemmer, nu kan McCain ikke røre ham og USA har valgt sin første sorte præsident. Alt er nu kaos. Alle vil omfavne alle, og man kan se på de ældre mennesker, at de næsten ikke kan tro at det er sket. De havde ikke regnet med at de i deres levetid skulle opleve at deres land valgte en sort præsident.
Der bliver sunget ”We Shall Overcome” den gamle kendingssang for borgerrettighedsbevægelsen og det sætter tingene lidt i perspektiv. På fjernsynet er der billeder af unge mennesker på Times Square i New York der fejrer det utænkelige. Men tilsidst kommer det alle nu har ventet på: transmissionen fra Chicago af Obamas sejrstale. Han går på podiet med hele sin familie. Det er et øjeblik der giver gåsehud.

FAKTA OM CHELTENHAM TOWNSHIP
Ligger 16 km nordøst for Philadelphias bymidte. Området er 23,3 kvadratkilometer og havde i 2000 36.875 indbyggere. Disse fordelte sig på 14.346 husholdninger og 9.640 familier.
Området er 66,45% hvidt og 24,61% af indbyggerne er sorte.
Gennemsnitsindkomsten per indbygger var i 2000 på 31.424 dollars. 5,1% lever under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse.

1 Dag i Philly

Af Shadi R.
1 Nov. 2008

Vi ankommer op ad formiddagen på Market East station i Philladelphia i staten Pennsylvania lørdag morgen med Greyhound limoen. Direkte ind på togstationen hvor vi tager toget mod vores sidste destination i Montgomery county. En forstad til Philly hvor vi aktivt skal deltage i kampagnen Obama & Biden for change. Toget kører os hen til Cheltenham, byen vi skal være de næste par dage. Vi bliver budt velkommen af Paula på stationen, en af hovedorganisatorene for kampagnen og også for vores ophold hos dem. Vi går en ca 10 min. gang fra stationen ned til hovedkontoret Jay Cooks hall. Der er allerede gang i folk på vej ind og ud af døren. Vi får lige stilt taskerne og når at høre med på den næste briefing omkring dagens program. Folk skal canvasse i hold og hvert hold får delt en pakke ud med brochure om de 2 præsident kandidaters forhold til de vigtigste politiske emner i denne kampagne. Samt information om stemmeforholdene. Der er blevet udleveret forkerte oplysninger omkring retten til at stemme. Der er eksempelvis blevet gjort et nummer ud af at hvis man har ubetalte regninger eller ens hus er på tvangs auktion, at man vil blive anholdt hvis man møder op for at stemme den 4 nov 2008. Dette er løgn og er en måde at vildlede folk på så de bliver skræmte og deres stemme ikke bliver hørt. Vi får desuden også en liste med registrerede vælger hvor vi skal hen på den bestemte vej, banke på døren og hører samtlige beboer der er registrerede til at stemme om de er Obama supporter eller non-supporter og give dem information omkring hvor de skulle stemme i deres distrikt. På denne måde kan kampagnen føre en statistik over vælgerne og lave en nogenlunde sammenligning med opbakning på præsident kandidaterne. Det første kvarter vi kommer ud til er lavere middle klasse i et afroamerikansk kvarter. Rækkehuse med 2 etager der er bygget som hinanden langs hele vejen. Husene har 4 dører på hver entre, 2 der kan bo i stuen og 2 der kan bo på 1. sal i hver deres side af bygningen. Nogle er ubeboet og de fleste er der kun 2 af dem der hjemme ud af 4. Men vi får da talt med en del og flertallet går helt klart ind for Obama som næstekommende præsident. Vi kommer tilbage til vores hovedkvarter efter at have taget ruten. Får en lille pause med frokost, sandwich, snacks, drikkevarer, det hele er der. Så er vi klar til en ny rute. Denne gang får vi en rute på et hel andet distrikt i middel klassen hvor der skulle være flere Mccain og Palin tilhængere. Vi starter på enden af vejen hvor hvert hus her er for sig selv. Det første hus vi kommer til er der en dame der åbner, vi siger som standard hvor det er vi er fra, fra Obamas campaign for change, og vil høre nærmere om hvad hun kunne tænke sig at stemme. Hun svare at hun er mere til Mccain da hun og især hendes man ikke kan holde ud at høre hverken Obama eller Bidden tale. Vi siger pænt tak for hjælpen og smutter videre til næste hus. Dette distrikt var dog forholdsvis også mere til Obama end Mccain, her var der dog et par enkle flere for republikanerne end demokraterne. Når jeg tænker tilbage på vores canvassing så var der reelt set ikke særlig mange der var åbne til hvem de skulle stemme på hvis de havde bestemt sig for Mccain. Standard sætningerne var mere henimod 'Det er min egen sag', ' eller 'det vil jeg ikke udtale mig om'. Men Obama tilhængere derimod sagde med det samme hvem det var de støttede og kom med opmuntrende kommentar omkring det er et gode arbejde kampagnen foretog sig. Første var ihvertfald en dag fyldt med oplevelser, og da vores anden rute var færdig tog vi tilbage til hovedkvarteret for aftensmad. Efter aftensmaden hjalp vi med at gøre nogle dørhængere klar til dagen derpå med information omkring valgstederne. Der var en af damerne fra hovedkontoret der ringet til vores værtsfamilie og de kom og hentede os. Vi skulle bo hos Keisha og Michael og deres 2 børn. En varm familie som vi følte os yderst velkommen hos. De havde gjort værelserne klar til os da vi ankom og vi kunne slappe af efter dagen med en hel masse nye indtryk.

Sort kærlighed i Boston søndag d 26. oktober

Skrevet på Europahøjskolen af Mads Petø, d 11. november o8

Sammen med min rejsegruppe på i alt 8 mennesker skal der i dag ske noget meget stort. Jeg havde glædet mig på forhånd, men oplevelsen blev som jeg ikke kunne have forestillet mig den. Vi har fået lov at være med til en Gudstjeneste i Bostons ældste sorte Baptistkirke, Peoples Baptist Church of Boston. 

Vi kommer ind i kirken.

Kl er lidt i 11, da rejsegruppen ankommer til kirken med taxa. Indenfor bliver vi mødt af et muntert "Good Morning" og en kraftig duft af mad. Vi går op af vindeltrappen og placerer os i den pænt store kirkesal, der er mere varm end i en kristen kirke som vi kender den. Gulvet er af træ, akustikken er blød og her er hyggeligt.

Jeg sætter mig ved siden af en ældre kvinde, jeg snakker lidt med. Hun fortæller, at der tit kommer college-studerende fra Boston med til gudstjenesterne. 

Gudstjenesten går i gang.

Orglet begynder at spille i karakteristisk sydstats-stil. Det er lidt jazzet og improviserende. Noget af det første der sker er, at en præst - der er mange! - byder os velkommen. Derefter rejser vi os op og går rundt mellem hinanden og hilser. Jeg vil skyde på, at jeg får rystet 50 hænder denne morgen, som efterhånden er begyndt at føles vidunderlig. Jeg får også et enkelt kram! Den energi og glæde jeg føler ved at hilse på så mange er dejlig, og jeg føler mig fantastisk meget i live.

Der bliver sunget en del gospelhymner, hvor salen bliver akkompagneret af et kor i flotte lilla dragter, organisten og en lille trio. Der er en præst som holder en preaching som det hedder. Han lægger alle følelserne i, når han taler. Jeg føler ikke, jeg forstår de vigtige ord i denne tale grundet mine engelskkundskaber. Derimod forstår jeg noget af en anden tale som præsten der indledte Gudstjenesten fremsiger:

 

"God doesn't need a lot. Just a little bit of what he has given to us". 

Dette er en sætning, der giver mig styrke. 

Selvom der er mange aktører, og jeg ikke har helt styr på deres formelle funktioner, er der kun en pastor. Han hedder Dr. Wesley Roberts og i hans tale nævner han bl.a., håbet om en stærk og god leder, og selvom denne ikke bliver helt specificeret, har jeg en følelse af, at han taler om Obama. Han nævner, at rejsegruppen skal deltage i Obama-kampagnen i Pennsylvania. En jubel bryder ud i salen. Generelt er det sådan, at publikum blander sig og viser deres følelser. Hvis man har lyst, rejser man sig op som den eneste i salen, eller man kan give sin personlige oplevelse til udtryk under en preaching ved at råbe "YEA" eller sukke. Jeg har en oplevelse af at føle mig velkommen i denne menighed. Jeg har også følelsen af at være uvidende og ny i dette samfund af anderledes normer.

Frokosten.

Efter gudstjenesten går vi nedenunder, da vi er inviteret med til den efterfølgende frokost. Jeg sætter mig ved et bord, hvor der kun sidder kvinder. En dame foreslår, at vi alle sætter os ved forskellige borde. Jeg præsenterer mig og spørger, hvad de forskellige hedder. Navnene kan jeg i dag ikke huske, men jeg kan huske, at en er teacher for the young grades, en anden er også lærer, og to arbejder på et nursing home. Generelt har jeg mange fordomme, så jeg prøver at snakke med dem jeg sidder sammen med for efterfølgende at få afkræftet disse. Hende der sidder til venstre for mig er en ældre kvinde, jeg synes virker afkræftet, lidt sur, trist og stille. Men da jeg snakker med hende får jeg et andet billede af et meget mere livligt og spændende menneske. Vi spiser rigeligt og god mad, og jeg nyder at sidde i dette varme selskab.

Endnu en gang bliver det sagt, at rejsegruppen skal medvirke i Obamakampagnen, og endnu engang jubles der. Rejseleder Jørgen Dragsdal holder en tale, hvor han takker for den meget varme modtagelse og for, at menigheden har taget os ind i deres hjerter. Han fortæller også, at han var en del af den sorte bevægelse sidst i 60'erne (eller var det først i 70'erne?). Noget af det sidste der sker inden vi går er, at Dr. Wesley Roberts laver en bøn, hvor han bruger "Let us pray that...". Der bedes for menigheden, Obama, McCain, Amerika og verden. Da der bedes for rejsegruppen, os, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg oplever det som så ufatteligt smukt, at denne sorte menighed tager os ind i deres hjerter på denne kærlige måde.

Er Det Virkeligt?

Af: Henrik Lund - Tirsdag d. 11. november 2008

-

Ingen turde rigtigt tro på at Obama ville vinde valget, før de fik set det endelige resultat. Selv dagen derpå havde folk stadig svært ved at tro på at det umulige faktisk blev muligt denne dag.

-

Dybt rørte folk over alt på vores vej, både før og efter det øjeblik hvor USA skrev historie ved at vælge Obama som præsident. Folk var nok klar over at han ville vinde. Alle meningsmålinger viste at det ville gå den vej. Men folk turde ikke tro på det, før det var blevet til virkelighed.

I dette hus bliver der snart flyttedag - Obama rykker ind i det Hvide Hus.

Kl. halv ni tirsdag aften kom beskeden ind over fjernsynet at Obama havde vundet Pensylvania. En stor jubel kom i den lille kirke vi befandt os i, og som dannede rammen for vores valgkontor for Obama. Da turde de begynde at tro og slippe den værste nervøsitet.

10 kasser øl blev hentet ind ude fra bilerne, og festen kunne så småt begynde.

-

Bare et par timer senere lød der et fantastisk brøl. Obama har vundet. Det var et dybt rørende øjeblik. Alle omfavnede alle, og da var mange års kamp lagt bag. Det var en lettelsens øjeblik. Nu turde folk begynde at tro.

-

Hvor er det uvirkeligt det jeg har været med til at opleve, og så på aller nærmeste hold. Tårerne trillede ned af kinderne af glæde som ses på billedet til højre, folk vandrede rundt imens de klappede i hænderne, de huede og heppede. Ingen sportsfans kunne gøre det efter.
-
Et fantastisk øjeblik, alle var lige. På tværs af religion, hudfarve og nationalitet. Selv derefter havde folk svært ved at tro på det var rigtigt. Folk gik lige så stille rundt og kiggede, og tænkte på alle de ting der fløj igennem hovedet på dem. der var lige pludselig lammende stilhed.

-

Dagen derpå fik folk hamstret aviser for at blive bekræftiget i at deres drøm var mere end drøm. At det var virkelighed. Jeg mødte en taxa chauffør der i starten virkede sur og gnaven. Da der gik lidt fik jeg fortalt ham om at jeg havde været frivillig i Obama kampagnen sammen med andre og var på vej hjem til Danmark. Hvorefter han tøede op og sagde følgende:

"Jeg ved hvorfor jeg som sort stemte på Obama - Hvorfor gjorde andre?"

Han var bange for at folk kunne vælge imellem pest eller kolera. At folk kun valgt Obama fordi de ikke kunne lide McCains krigspolitik. Dertil svarede jeg at dette historiske øjeblik er sket fordi USA vil samles, at ude i resten af verden er folk også overvejende for Obama. At Obama ganske enkelt har den bedste politik. Både når det kommer til finanskrisen, skatter, og en lang række andre ting. Plus Obama virker selvsikker og skaber tillid. Chaufføren sagde efterfølgende.

"Det er så uvirkeligt, er vi virkelig kommet til det punkt. Hvor vi kan lukke et kapitel og komme videre til det næste. - Jeg troede aldrig jeg skulle opleve det i mit liv."

Her lyttes der til Obamas sejrstale, da sejren var en kendsgerning.

Han takkede mig, og chaufføren der startede med at være lidt tvær, var nu ved at give mig hånden og sige farvel.

-Jeg kan kun afslutte med at sige til folk:

Det er NU i skal begynde at TRO.

God Bless You!

Af: Henrik Lund - Mandag d. 10. november 2008

5 dage i Philly med canvassing, mange mennesker og en Obama som vinder af præsidentvalget 2008.

-

Over alt på vores vej i de amerikanske gader mødte vi positive mennesker, fattige, rige, unge og gamle. Alle, eller i hvert fald næsten alle roste os for vores indsats for at få Obama valgt som præsident.

-

En af dagene i den lidt pænere del af Philadelphias kvarterer, bankede jeg på endnu en dør for at høre om vedkommende ville stemme, og om det så var tilfældet at hun ville stemme på Obama. Svaret kom promte:

"Yes sir, 5 votes from this house"

Afsluttende sagde hun: God Bless You. Der var ganske vist også McCain tilhængere, men de var klart i mindretal og reklamerede ikke ligefrem med det i så høj grad. Over alt på min vej var folk overvejende Obama tilhængere. Jeg blev inviteret ind på vand, kaffe og juice. Folk takkede og roste for mit og andres engagementet i dette historiske præsidentvalg. Biler dyttede og råbte ud af side ruderne: Thank you.

-

Dog var der et hus hvor jeg fik følgende modtagelse: Fuck off, og døren blev hamret i. Jeg var vist gået forkert. Vi havde fra vores field office i Elkins Park fået udleveret lister med folk der var registreret til at kunne stemme. Her var vores opgave at finde ud af hvem de ville stemme på, og få registreret alle. Men ikke alle lister var udfyldt korrekt med: A og B lejligheder, så der var ikke andet at gøre end at banke på dem begge i sådanne tilfælde.

-

Listerne var nødvendige, så vi på selve valgdagen kunne gå ud til samtlige Obama tilhængere når vi kunne se de ikke havde stemt, og dermed sikre os nogle stemmer som måske havde blevet hjemme. For dette har netop været problemet ved de foregående valg. Folk er blevet hjemme.

Hver en stemme var vigtig og talte i den endelige afgørelse. Som bekendt vandt Obama præsidentvalget med en historisk høj stemmedeltagelse. Dette skyldes blandt andet de over 20000 frivillige lige som os over hele USA. Nogle har arbejdet i måneder mens andre som os i 5 dage.

-

I Philadelphia vandt Obama solidt som mange var bange for kunne gå til McCain i stedet.-

Jeg har nu afgivet mere end en stemme ved valget, ikke personligt. Men ved at skaffe stemmer.

Change We Need!

Af: Henrik Lund - Søndag d. 9. november 2008

Så mange procent af den amerikanske befolkning stemte ved dette valg, at der er sat ny rekord. Nu skal man endelig sørge for at de ikke bliver skuffede - Igen!

Efter 8 år med Bush mener 80 % af den amerikanske befolkning at USA kører den forkerte vej.

-

Det i en tid med en stor økonomisk krise der kun har set sin start og et USA der knækker midt over. Derfor er det nu tid til at forsøge med alt kraft at få samlet USA igen.

-

Genopstandelsen skal komme fra Obama, Biden og co.

Billede taget af undertegnede af Joe Biden d. 3. november 2008 til den

sidste tale inden valgdagen. I baggrunden ses Sascha og Matthias.

For det er ikke kun USA der bliver påvirket hver gang det går skidt der, også i resten af verden mærker vi påvirkningerne derfra. Som jeg hørte en den anden dag sige: "Hver gang USA har forkølelse, hoster resten af verden - Lige nu har de kronisk lungebetændelse." For før de har styr på sig selv kan de ikke have styr på andre.

De vigtigste punkter for Obama når han overtagter præsident embedet er for mig i prioteret rækkefølge: (1) Finanskrisen, (2) Skattelettelser, (3) Sundhedsvæsenet, (4) Irak krigen, (5) Skolevæsenet, (6) Klima, (7) Nato.

Finanskrisen skal stoppes. For at gøre det skal b.la. de to næste emner på listen løses. Som er at sørge for skattelettelser til middelklassen, samt sørge for sygesikring til de 45 mio. amerikanere der står uden sygesikring lige pt. Begge disse ting er med til at forbedre de berørtes økonomi og giver dem mere købelyst. Dertil opstår automatisk flere job når efterspørgslen på varer stiger.
Samt der selvfølgelig også skal pilles ved en lang andre faktorer som spiller ind. Man kan vel kalde det for: Robin Hood - Tag fra de rige og giv til de fattige. Det er nødvendigt.

For at få folk i USA til at tro på regeringen igen skal den tabte krig i Irak stoppes hurtigst muligt og mindst smertefuldt. Dette b.la. ved at hente tropperne hjem og overlade genoprettelsen af Irak til Irakerne selv. Som vi har hørt så mange eksperter sige på denne tur.

Det er vigtigt at det amerikanske folk får troen på regeringen tilbage igen. For denne gang er der brug for regeringen til at løse problemerne.
For at få folk som på billedet til højre til at tro på at der kan ske forbedringer i fremtiden.

-

-

Billedet er taget af undertegnede på det "field office" vi arbejde på. Sascha ses til højre

i billedet. Resten er øvrige frivillige som har givet alt for at Obama skulle vinde.

Der skal helt klart også ske forbedringer på skole fronten hvor de store universiteter og højere uddannelser fungerer ganske fint, hvor derimod de grundlæggende skoleuddannelser ikke fungerer optimalt. Dette skyldes b.la. en politik med at skolerne får tilskud alt efter hvor dygtige eleverne er og hvor høje karrakterer de opnår. Dermed opstår en ond spiral hvor nogle skoler bliver dårligere hvor andre bliver bedre. For selvfølgelig flytter de forældre der har råd til det deres børn hen hvor de bedste skoler er. Tilbage står de andre. Dette er med til at skævvride USA, så det bliver delt op. Som jeg var inde på i starten, er det netop det vi skal have undgået.

-

Yderligere skal Obama vise omverdenen at han er klar til at samarbejde internationalt. Dette selvfølgelig ved at forhindre, eller i hvert fald formindske finanskrisen mest muligt. Yderligere skal USA vise interesse i klima debatten, mere end de har gjort nu. Vi mødte under vores besøg "Union of Conserned Scientist" som b.la. arbejder med klimaforandringer og forsker i hvad der er ved at ske og hvad som må og skal gøres. De virker meget fortrøstningsfulde med Obama som ny præsident, som de ser de kan samrbejde bedst med på dette område. De har en lang række tiltag som de er klar til at vise ham og få sat i gang.

-

En anden organisation vi mødte på turen var fagforeningen AFSCME som vi har beskrevet tidligere, de har også rigtig mange gode tiltag som kan være med til at forbedre USA. Tiltag som også kan være med til at forbedre det amerikanske demokrati. Få endnu flere folk engageret. Få endnu flere folk til at stemme til præsident valgene. For i skyggen af den historiske høje stemmeprocent, er det stadig langt fra godt nok. F.eks. 20% af de sorte stemte ved valgene i 2000 samt 2004, denne gang kom stemmeprocenten op på 25 %. Der er håb forude.

I et meget specielt valgsystem hvor det ikke er den enkelte amerikaners stemme der direkte gør at en præsident vælges. Derimod valgmændende der afgør valget.

Kan Obama, Biden og co. vende dette alene? NEJ. Kan Obama, Biden og co. sørge for at sætte de rigtige ting i gang, løse ovenstående opgaver tilfredsstillende, være en endnu bedre regering, samle det amerikanske folk og sørge for at genoprette landet sammen med befolkningen?

YES WE CAN.

-

Billedet er taget af undertegnede på valgaftenen af en stemmeboks. Her ses en

af de frivillige som guidede vælgerne. Heriblandt mange første gangsvælgerne.

De kan ikke gøre det på en dag, en måned eller et år. De kan måske gøre det på fire eller otte år. De vil i deres første regerings periode få sat gang i alle disse ting er jeg ganske sikker på. Spørgsmålet er bare hvor længe vi skal vente på det retter sig op. Det ved ingen endnu.

McCain skal roses for hans fremragende tale på valgaftenen da hans nederlag var en kendsgerning. Som bekendt vandt Obama. 52 % af stemmerne mod 44,4 %. og 364 valgmænd mod 173 valgmænd. Så klart fremstår valgresultatet hvor kun Missouri mangler at blive nøjagtigt talt op.

The Winner Takes It All - The Loser Standing Small!!!

8 vabler og en masser oplevelser rigere

Af: Henrik Lund
Lørdag d. 8. november 2008

Hjemvendt igen efter en super fantastisk tur som har givet mig ufattelige mange oplevelser som jeg kan bruge resten af livet.

Wooow sidder jeg og tænker lige nu og alle tankerne kører rundt i hovedet på mig. Tror endnu ikke at det er gået fuldt op for mig hvor meget jeg egentligt har oplevet på så kort tid. Hvor meget betydning det får for mig. Der er så mange ting at sætte på plads inde i hjernen.

Dette historiske øjeblik som for altid vil huskes rundt omkring i verden med Barack Obama som vinder af USA´s 44 præsidentvalg d. 4. november 2008.

En af de mest gribende udtalelser på denne tur var under en støtte arrangement for Obama i Philidelphia d. 3. november med verdensstjerner som Mary J. Blige, P. Diddy plus ikke mindst Jay-Z som udtaler:

"Rosa sat down so Martin could walk - Martin walked so Obama could run - Obama run, So We Can Fly"

Med henvisning til Rosa Parks, en sort kvinde som d. 1. december 1955 satte sig ned på de hvides plads i bussen og nægtede at flytte sig. Derefter opstod borgerrettigheds bevægelser med Martin Luther King Jr. som den vel nok mest kendte, som siden har udmøntet sig i at det en november dag 2008, var blevet muligt at vælge en sort mand som USA´s næste præsident. En ting som mange troede umuligt for få år tilbage. Det var et dybt rørende øjeblik for mig at opleve folk stå med glædestårene løbe ned af kinderne på valgaftenen. Sorte som hvide. Ligestillede mennesker.

Det har været en fantastisk tur som har gået over Boston, New York, Washington og Philidelphia. På bare 14 dage har vi fået besøgt så mange interessante personer at der kunne skrives en hel bog om det. Vi har set de største kendetegn i hver by, oplevet kulturen og lært amerikanernes mentalitet.

Tak til Paula, Carol, Bob og alle de andre som tog så ufattelige godt imod os i Philidelphia og som vi arbejde sammen med for at stemme dørklokker plus arbejdet med en masse andet for at få Obama valgt. Også tak til Jeff og Ilene Rush som jeg boede ved under vores tid som frivillige. Personer som åbnede deres hjem for os vidt fremmede mennesker fra Danmark. Mange tak.

En speciel og stor tak skal der lyde til Jørgen, der har ydet et kanon stykke arbejde op til turen og med næsten døgnarbejde under de 14 dage vi var der. Uden ham havde vi aldrig mødt den stribe af store personligheder som var tilfældet. Uden ham havde jeg ikke fået så mange livserfaringer at pakke i bagagen. Håber Jørgens familie har opvartet ham i denne weekend efter han er kommet hjem, efter først en tur over DR byen torsdag aften for at deltage i DR2 programmet debatten sammen med b.la. Mogens Lykketoft og Søren Espersen omkring USA valget og tiden derefter.

Nu er vi havnet i Danmark igen, alle er hver især hjemme på weekend og lade batterierne fuldt op igen efter mange killometers vandring i de amerikanske gader.

På jagt efter oplevelser i form af kendte samt mindre kendte, i form af seværdigheder samt ikke mindst har vi taget ufattelige antal skridt for at få folk til at stemme og engagere sig i valget.

Mon ikke vi finder noget at snakke om i fremtiden.

We have overcome

4. nov. 08 - af Mads Peter Petø

”...and Pennsylvania goes to Obama”, lyder det ud gennem fjernsynet fra værten på ABC-News. Der udbryder en jublen i Jay Kooke Haal som er et af de i alt 65 kampagnekontorer Obama har i Pennylvania. Dette ligger placeret i Montgomery County, en forstad til Philadelphia. Carol, som har været en af de drivende kræfter på Obama-kontoret rejser sig og begynder at danse og skrige. Hun har arbejdet for Obamas kampagne i snart et år nu. En sag hun godt et døgn tidligere har sagt, at hun er villig til at dø for.

Jeg tror ikke, der var nogen fra kampagnekontoret, der havde regnet med, at Pennsylvania ville blive afgjort bare en halv time efter stemmestedernes estimerede lukketid, ja sågar inden alle stemmer var talt op. Ved valget i 2004 trak Kerry sejren hjem med bare 51 til 49 procentpoint. Og godt nok har mange ting gjort, at demokraterne er gunstigt stillet ved dette valg, bl.a. den økonomiske krise og Bush, men mange frygter, at Obamas hudfarve vil skræmme den vigtige hvide arbejderklasse væk. De, der står og arbejder i køkkenet, forstår derfor ikke, hvad det er, der larmer sådan klokken 20:30. De skynder sig op til det, der nu så småt er begyndt at blive en fest. Grunden til at folk allerede nu tør glæde sig er måske, at Obama er ”projected winner” i PA med en meget behagelig føring. For teoretisk set har Obama på det tidspunkt ikke vundet valget endnu.

Jay Kooke Haal danner rammen om et kampagnekontor i en protestantisk kirkebygning. Nede i kælderen er der en telefonafdeling, hvor de frivillige prøver at ”få stemmen ud” via et talerør. Her er også køkkenet, hvor den lækre mad, som frivillige kan nyde gratis, bliver lavet. Ovenpå er det store rum, hvorfra kampagneflyers bliver distribueret ud til områdets mange huse. Nu er kampagnen dog slut. Der er ikke mere og gøre, nu da afgørelsens øjeblik er kommet.

”President-elect 08 Barack Obama”. Skriget er øredøvende, og tårerne løber ned af kinderne på flere. Det umulige er netop blevet muligt. Barack Obama er blevet U.S.A.’s første præsident, der er halv afrikaner.
”Let us pray!” udbryder Alexandria i gråd. Ud over, at hun har været voluntør for kampagnen har hun også haft rollen som juridisk valgobservatør og hjulpet mig som ny i kampagnen. Vi tager alle hinanden i hænderne og en bøn bliver sagt. Et par læber åbner sig og ud kommer ”We have overcome”.

Jeg er helt sikker på, at min personlige oplevelse af valget har været radikalt anderledes end de amerikanere for hvem jeg holdt i hånden. Det vil være et øjeblik jeg aldrig glemmer, da det at mærke og tage del i deres glade var fantastisk, men der var ingen tårer i mine øjne. Langt fra. Jeg synes, det er fantastisk, at Obama er blevet præsident, da jeg tror, han vil være god for verden: Han fremfører nogle værdier i sin sejrstale som er fantastiske og er nok til at være revolutionerende i sig selv. Men da vi stod og sang ”We have overcome” sang jeg ”We shall overcome”. For jeg havde en følelse af, at der var langt at gå for menneskeheden endnu, og at det er umuligt nogensinde ”at komme over på den anden side”. Jeg er efterfølgende nået frem til, at jeg har et andet syn på det ”at nå den anden side” end de mennesker jeg delte denne aften med. De har virkelig nået deres ”Den anden side”, hvor min anden side er noget helt andet. Men stort var det at være med dem denne aften.

"The unlikely story that is Americas"

The 2th of november 2008, 2 days till the 08-election, Elkins Park, Pennsylvania by Mads Peter Petoe

In favour of my friends in the Obama campaign and at my folk high school, the following text will be written in english.


One of the issues that has steadily returned to my head throughout this American journey is What is Democracy? It is not because this sentence is listed in the pensum of my subject, but simply because a lot of what I experience here makes me wonder: "Does democracy actually make sense after all?

Earlier today I see myself canvassing in a suburb of Philadelphia. Today the job is to deliver doorhangers to all the houses on my list. As it's normally the case in 'burbs, there is no pavement, so campaign-volunteers has to go on the road. One of the things that keeps me going is the fact, that right now thousands of Obama-volunteers are doing the same as I all over America. I think about Obama's campaign and about the huge number of people volunteering in it. When I was in Washington D.C. earlier in the week I attended a meeting with the president of the Labour Union AFSCME. He described Obamas campaign as "Genious", both because he started out naming the main subject "CHANGE" but also because of his fantastic grassroot organization. What I think makes this election so beautiful and breathtaking is the peoples movement that i experience. Right now I am a part of a peoples movement, which I have never tried before.

All of my life in Denmark I have never seen a peoples movement in connection. Maybe it is because we have not had the same need of chance as that of America. Or maybe we have not had a politician inspiring enough (like Obama). I think the second sentence is determined by the first one - which I think is wrong. How can we not have needed change, when our foreign policy in many cases have been conducted by Bush?

My feeling is telling me, that what I experience right now in America is the very core of democracy. I have a feeling, that when there's election in Denmark something's wrong. Where is the spirit? Where is the folk movement? Even though, the percentage of voters is higher in Denmark, the very debate is missing. The debate is between a bunch of incomprehensible politicians - not the people. I am asking myself the question: How can you say, that democracy is working, when the people don't take part in the debate?

I enjoy that feeling of satisfaction i get, being part of a peoples movement. Canvassing I get to talk with hundreds of people of which some are in favor of Obama and some of McCain. I believe there can only be a true democracy when there is a peoples movement. And in order to make that there has to be an extreme wish for change. So if one doesn't want change why should one even want a democracy?