Skrevet på Europahøjskolen af Mads Petø, d 11. november o8
Vi kommer ind i kirken.
Kl er lidt i 11, da rejsegruppen ankommer til kirken med taxa. Indenfor bliver vi mødt af et muntert "Good Morning" og en kraftig duft af mad. Vi går op af vindeltrappen og placerer os i den pænt store kirkesal, der er mere varm end i en kristen kirke som vi kender den. Gulvet er af træ, akustikken er blød og her er hyggeligt.
Jeg sætter mig ved siden af en ældre kvinde, jeg snakker lidt med. Hun fortæller, at der tit kommer college-studerende fra Boston med til gudstjenesterne.
Gudstjenesten går i gang.
Orglet begynder at spille i karakteristisk sydstats-stil. Det er lidt jazzet og improviserende. Noget af det første der sker er, at en præst - der er mange! - byder os velkommen. Derefter rejser vi os op og går rundt mellem hinanden og hilser. Jeg vil skyde på, at jeg får rystet 50 hænder denne morgen, som efterhånden er begyndt at føles vidunderlig. Jeg får også et enkelt kram! Den energi og glæde jeg føler ved at hilse på så mange er dejlig, og jeg føler mig fantastisk meget i live.
Der bliver sunget en del gospelhymner, hvor salen bliver akkompagneret af et kor i flotte lilla dragter, organisten og en lille trio. Der er en præst som holder en preaching som det hedder. Han lægger alle følelserne i, når han taler. Jeg føler ikke, jeg forstår de vigtige ord i denne tale grundet mine engelskkundskaber. Derimod forstår jeg noget af en anden tale som præsten der indledte Gudstjenesten fremsiger:
"God doesn't need a lot. Just a little bit of what he has given to us".
Dette er en sætning, der giver mig styrke.
Selvom der er mange aktører, og jeg ikke har helt styr på deres formelle funktioner, er der kun en pastor. Han hedder Dr. Wesley Roberts og i hans tale nævner han bl.a., håbet om en stærk og god leder, og selvom denne ikke bliver helt specificeret, har jeg en følelse af, at han taler om Obama. Han nævner, at rejsegruppen skal deltage i Obama-kampagnen i Pennsylvania. En jubel bryder ud i salen. Generelt er det sådan, at publikum blander sig og viser deres følelser. Hvis man har lyst, rejser man sig op som den eneste i salen, eller man kan give sin personlige oplevelse til udtryk under en preaching ved at råbe "YEA" eller sukke. Jeg har en oplevelse af at føle mig velkommen i denne menighed. Jeg har også følelsen af at være uvidende og ny i dette samfund af anderledes normer.
Frokosten.
Efter gudstjenesten går vi nedenunder, da vi er inviteret med til den efterfølgende frokost. Jeg sætter mig ved et bord, hvor der kun sidder kvinder. En dame foreslår, at vi alle sætter os ved forskellige borde. Jeg præsenterer mig og spørger, hvad de forskellige hedder. Navnene kan jeg i dag ikke huske, men jeg kan huske, at en er teacher for the young grades, en anden er også lærer, og to arbejder på et nursing home. Generelt har jeg mange fordomme, så jeg prøver at snakke med dem jeg sidder sammen med for efterfølgende at få afkræftet disse. Hende der sidder til venstre for mig er en ældre kvinde, jeg synes virker afkræftet, lidt sur, trist og stille. Men da jeg snakker med hende får jeg et andet billede af et meget mere livligt og spændende menneske. Vi spiser rigeligt og god mad, og jeg nyder at sidde i dette varme selskab.
Endnu en gang bliver det sagt, at rejsegruppen skal medvirke i Obamakampagnen, og endnu engang jubles der. Rejseleder Jørgen Dragsdal holder en tale, hvor han takker for den meget varme modtagelse og for, at menigheden har taget os ind i deres hjerter. Han fortæller også, at han var en del af den sorte bevægelse sidst i 60'erne (eller var det først i 70'erne?). Noget af det sidste der sker inden vi går er, at Dr. Wesley Roberts laver en bøn, hvor han bruger "Let us pray that...". Der bedes for menigheden, Obama, McCain, Amerika og verden. Da der bedes for rejsegruppen, os, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg oplever det som så ufatteligt smukt, at denne sorte menighed tager os ind i deres hjerter på denne kærlige måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar