Alan Wolfe

Af Kamilla Zingenberg

23 Oktober 2008

Den første dag i Boston mødte vi Alan Wolfe. Sociologen, religionsforskeren og samfundsdebattøren har bl.a. skrevet om det amerikanske demokrati og moderne politik.

En pointe i hans bog ”Does American Democracy Still Work” er de amerikanske vælgeres uvidenhed og manglende interesse om politik. Hvis vælgerne ikke ved hvad regeringen foretager sig og har foretaget sig, forsvinder konkurrencen i valget og kommer i stedet til at handle om hvem der har den bedste kampagne.
En anden pointe er at moderne amerikansk politik har handlet mere om udenrigspolitik og ”culture war” end om økonomi og fordelingspolitik, hvilket har været til hørefløjens held. For vurderet på den økonomiske politik er befolkningen mere tryg med Demokraterne. Hvilket kan ses på det netop overståede valg, hvor fokus har været på USA’s skrantende økonomi.

Og netop Bushs upopularitet mener Wolfe er en af årsagerne til Obamas popularitet. Wolfe var ikke meget for at forudsige valget selvom Obama førte i meningsmålingerne. Både fordi det amerikanske valg tit er uberegneligt, men også pga. risikoen for den såkaldte Bradley-effekt. Men på den anden side var har man talt om ”racists for Obama”. Wolfe fortalte en anekdote om et ældre hvidt ægtepar der blev spurgt om hvem de stemte på. ”We’re voting for the nigger” lød svaret.
Wolfe var desuden bekymret for at der skulle komme en racistisk boomerang, hvis Obama vandt. Folk har et urealistisk billede af Obama, så selvom han vil klare sig som gennemsnitlig præsident, kan folk ikke undgå at blive skuffede. Desuden står han overfor de største udfordringer i nyere amerikansk historie og spørgsmålet er om det overhovedet er muligt for ham at redde trådene ud.

Change is in the Air

By Matthias H. K.
The fourth of November.

It was finally the day. We had done the last canvassing. The church was filled to the brim with people. All of them volunteers. The air was electrifying. We had more than enough food and drinks to keep us entertained while the numbers rose. First, McCain had the lead by two. But soon, we won Pennsylvania. A cheer broke out which first alarmed me. Before it had even registered in my brain, I saw that Pennsylvania had been one of the first big states to have been won over by Obama. Our duties had been fulfilled; we had all done our job and won one of the more crucial states. I can’t explain the feeling, it was simply unique. Like, everyone had held their breath for so long, and could finally breathe out relieved. It now felt like the rest was up to the other states. And they continued to roll in. Obama won this one, Obama won that one. And every time he won a big state there were renewed cheers. Of course there were jeers for the states McCain won. The biggest cheer of all till that time had been the one for Pennsylvania though. But, close to eleven, came a cheer that toppled them all. A jubilated yell, that seemed to resound through the country. Obama had won, and early in the game. There was celebration after that, in grand style. I can easily put down some poetic, flourishing and lavish comments about what happened, but it wouldn’t do the spirit of the event justice. I can only say that it was epic.

How to recognize a McCain voter

By Matthias H. K.
The third of November

After we had finished with the door-hangers we got a new assignment, one vitally different from what we’d been doing yesterday and today. We got the opportunity to go out into a neighborhood that had been classified as a swing “hood”. Meaning there’d be bound to be McCain supporters lurking about. Who’d be able to refuse this chance? I hadn’t gotten one good discussion going with one of the opposite opinion, and the few I had found wouldn’t say why. With all haste we took off. And oh boy was there McCain voters out there. Just walking around the streets it felt like there was a bad aura in the air, similar to that of someone walking on your grave. Only, now it was a river-dance of grave step dancing. This could just be my mind playing a trick on me, since I was expecting a McCain territory. To be honest, it wasn’t as bad as all that when we got started. Certainly there were McCain voters, but there were equally many if not more Obama voters. However, I noticed some shared traits among the supposed McCain voters:

1. They wouldn’t say who they were voting for.
2. They had vicious dogs, for which some had electric collars.
3. Those who did want to argue; didn’t have any good points that couldn’t be shot down immediately.
   

The first is mainly due to the guilt they felt for voting McCain. Why would they feel guilt? I believe it to be because of the racial factor involved. Some people cannot get out of the mentality that they’re superior to blacks, or because of the prejudice they’ve been taught from their parents. It’s sad really, but it’d take some major psychological work to change their mind. That’d take time, time we didn’t have.

The vicious dog seems to be a proven fact, for me. McCain voters had vicious dogs, and let them do the talking. Obama voters had more cuddly dogs, despite their size. It’s true what they say; the dogs are very sensitive of their owners’ attitudes towards people. The Obama people were very friendly towards us, and so were their dogs, whereas the McCain dogs were frenzied.

We met one person who did want to argue, but everything he said was being shot right back at him by Shadi and me. He said George Bush had done a lot of good work despite the bad credit. The fact of the matter was just that George Bush was a complete retard. He started wars, it took a week for him to help the victims of Katrina and could ultimately be said to be responsible for this deep financial crisis the American people are experiencing right now. But, despite our best efforts, he wouldn’t convert. He was stubbornly set on McCain. The most puzzling fact here was that he looked like an east-Indian doctor.

The Mobilized Force

By Matthias H. K.
The third of November

Just a day away from the election-day things were really heating up. Just the day before this we’d been out hanging up door-hangers, reminding the local population of Cheltenham that tomorrow’s the eve of destiny. It was in essence a show-down of fate, where we had the bad guys and the good guys. Naturally we were part of the good fight. What brings me to this simplistic view of good and bad? Well, just looking at how the two campaigns went at their work should be plenty proof. I don’t know whether McCain himself is a bad person, or whether it’s his campaign people that are to be loathed, but there were definitely lies, smears and misinformation in the air. Devout Obama supporters were told to go to the wrong polling locations, misinformation was being spread in clever ways and who knows what else they’ve been doing. I’ve even heard rumors that some polling machines were being rigged. Regardless of all this it was our job as part of the campaign to continually make sure that people got out voting. The first half of the day was spent hanging up doorknob information. It was a tiresome job, since it was exactly the same as yesterday. But, looking at all the other volunteers, I understood how important it was to give it my all, 110%. They all had stressed out faces, but their spirits were high since they were fighting for their cause. If anything, I don’t want to see all these anticipating smiles wither away on Election Day. In a sense, i tried to protect the hidden smiles. No one dared to believe that it might happen, and everyone worked that much harder. It wasn’t just about Obama winning, it was about all these people banding together to fight for a common cause. I can only say that it was an utterly beautiful experience. We had all united, to work as a single force.

Sidste Runde og Valgaften

af Sascha Møller

Klokken er henimod halv otte om aftenen. Jeg befinder mig et sted i Cheltenham Township i det nordlige Philadelphia. Dette er distriktet, hvori Europahøjskolens udsendte fører valgkamp for Obama. Det er på selve valgdagen og jeg er på min tredje omgang med at kontakte registrerede demokratiske vælgere. Det gælder om at sikre sig, at så mange af disse mennesker rent faktisk kommer hen og stemmer. I de fire dage vi har hjulpet til i valgkampen har jeg været rundt til forskellige kvarterer, der har variereret fra lettere nedslidt socialt boligbyggeri til den øvre middelklasses knap så ydmyge kæmpevillaer. I dag har jeg bevæget mig i kvarterer der er midtimellem. Det er huse af gennemsnitlig størrelse med en bil i garagen. Husene her ligger også tættere, mens der er en klarere adskillelse blandt de større villaer. Der er dog én ting, der er karakteristisk for alle disse kvarterer tilsammen: de er alle i langt overvejende grad beboet af sorte.
Jeg køres rundt til de forskellige husholdninger af min makker Zach. Vi har været i gang med den sidste runde siden klokken fire. Der er længere mellem de husholdninger vi skal nå, for vi har nået de fleste i de forudgående dage. Med kun en halv time til valglokalerne lukker bliver det svært at holde gejsten oppe. De fleste har på dette tidspunkt afgivet deres stemme, eller også er der ingen hjemme. Måske er de netop henne og stemme i dette øjeblik.
Målet er at blive ved med at ringe på hos folk, indtil de har været henne og stemme. Det er ikke nok at de siger, at de har planer om at stemme eller at de vil stemme, når de engang kommer hjem fra arbejde. Det er vores opgave, at blive ved med at forsøge at overtale folk, der har sagt, at de ikke vil stemme, selvom de står som registrerede demokratiske vælgere.
Med det tidlige efterårsmørke der sænker sig omkring klokken fem bliver det i stigende grad svært at skilne husnumrene fra hinanden, og det hjælper heller ikke, at nogle af numrene har en tendens til at blive sprunget over. Så hvis du passerer nr. 65 så kan du ikke altid være sikker på, at det næste hus bliver nr. 67. Det kan være det er nr. 69 eller måske endog nr. 75.
Da det viser sig, at de fleste har stemt eller ikke er hjemme, beslutter vi os for at kalde det en dag og vende tilbage til det lokale valgkampagnekontor.

Valgaften
Demokraternes lokale valgkampagnekontor har til huse i Jay Cooke Hall. Det er en kirkeagtig bygning der hører til den nærliggende St. Paul’s Church på 555 Ashbourne Road her i det nordlige Philadelphia. Det er herfra demokraterne koordinerer deres indsats for hele Cheltenham Township. Her på valgaftenen er de fleste borde og andre møbler der er blevet brugt under valgkampen blevet ryddet til side og et stort fjernsyn er blevet stillet op på en hævet teaterscene med fortæppe, der udgør den ene endevæg af lokalet.
Flere hundrede frivillige der har hjulpet til i løbet af valgkampen er forventningsfuldt mødt op for at overvære når de forskellige stater melder deres valgresultater i løbet af aftenen. De frivillige findes i alle aldre, hudfarver, køn og sociale klasser. Nogle har været med helt fra starten, da demokraterne kæmpe indbyrdes om nomineringen til præsidentkandidat, andre er som os kommet med i de sidste dage, fordi de er blevet overtalt. Der snakkes om de lange rækker af vælgere, der stadig venter på at afgive deres stemme, selv om klokken er over otte. Det tages som et godt tegn på en Obama-sejr. Folk er meget opsatte på, at Pennsylvania som vi befinder os i, skal gå til Obama. Staten er efter sigende en McCain skal vinde, hvis han skal have det mindste håb om at blive præsident. Modsat har Obama flere muligheder at kombinere imellem ifølge prognoserne for at nå de forkætrede 270 valgmandsstemmer der vil gøre ham til President-Elect. Den kommende valgte præsident for de Forenede Stater.
Overraskende hurtigt kommer resultatet ind. Før New York og det er man ikke vant til her i Pennsylvania. Der udbryder stor jubel. Obama er den projekterede vinder af staten med op til 2/3 af stemmerne. Men salen koger og syder, da det går op for os, at Obama også har taget Ohio. Denne stat har 20 valgmandsstemmer, en mindre end Philadelphia, men en af de store præmier, og den sikrede Bushs genvalg i 2004.
Det bliver dog først helt vanvittigt, da jeg står udenfor med Matthias og Shadi. Folk skriger og det er næsten ikke til at tro, da jeg stikker hovedet indenfor: Men det er sandt. Obama har lige passeret de 270 valgmandsstemmer, nu kan McCain ikke røre ham og USA har valgt sin første sorte præsident. Alt er nu kaos. Alle vil omfavne alle, og man kan se på de ældre mennesker, at de næsten ikke kan tro at det er sket. De havde ikke regnet med at de i deres levetid skulle opleve at deres land valgte en sort præsident.
Der bliver sunget ”We Shall Overcome” den gamle kendingssang for borgerrettighedsbevægelsen og det sætter tingene lidt i perspektiv. På fjernsynet er der billeder af unge mennesker på Times Square i New York der fejrer det utænkelige. Men tilsidst kommer det alle nu har ventet på: transmissionen fra Chicago af Obamas sejrstale. Han går på podiet med hele sin familie. Det er et øjeblik der giver gåsehud.

FAKTA OM CHELTENHAM TOWNSHIP
Ligger 16 km nordøst for Philadelphias bymidte. Området er 23,3 kvadratkilometer og havde i 2000 36.875 indbyggere. Disse fordelte sig på 14.346 husholdninger og 9.640 familier.
Området er 66,45% hvidt og 24,61% af indbyggerne er sorte.
Gennemsnitsindkomsten per indbygger var i 2000 på 31.424 dollars. 5,1% lever under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse.

1 Dag i Philly

Af Shadi R.
1 Nov. 2008

Vi ankommer op ad formiddagen på Market East station i Philladelphia i staten Pennsylvania lørdag morgen med Greyhound limoen. Direkte ind på togstationen hvor vi tager toget mod vores sidste destination i Montgomery county. En forstad til Philly hvor vi aktivt skal deltage i kampagnen Obama & Biden for change. Toget kører os hen til Cheltenham, byen vi skal være de næste par dage. Vi bliver budt velkommen af Paula på stationen, en af hovedorganisatorene for kampagnen og også for vores ophold hos dem. Vi går en ca 10 min. gang fra stationen ned til hovedkontoret Jay Cooks hall. Der er allerede gang i folk på vej ind og ud af døren. Vi får lige stilt taskerne og når at høre med på den næste briefing omkring dagens program. Folk skal canvasse i hold og hvert hold får delt en pakke ud med brochure om de 2 præsident kandidaters forhold til de vigtigste politiske emner i denne kampagne. Samt information om stemmeforholdene. Der er blevet udleveret forkerte oplysninger omkring retten til at stemme. Der er eksempelvis blevet gjort et nummer ud af at hvis man har ubetalte regninger eller ens hus er på tvangs auktion, at man vil blive anholdt hvis man møder op for at stemme den 4 nov 2008. Dette er løgn og er en måde at vildlede folk på så de bliver skræmte og deres stemme ikke bliver hørt. Vi får desuden også en liste med registrerede vælger hvor vi skal hen på den bestemte vej, banke på døren og hører samtlige beboer der er registrerede til at stemme om de er Obama supporter eller non-supporter og give dem information omkring hvor de skulle stemme i deres distrikt. På denne måde kan kampagnen føre en statistik over vælgerne og lave en nogenlunde sammenligning med opbakning på præsident kandidaterne. Det første kvarter vi kommer ud til er lavere middle klasse i et afroamerikansk kvarter. Rækkehuse med 2 etager der er bygget som hinanden langs hele vejen. Husene har 4 dører på hver entre, 2 der kan bo i stuen og 2 der kan bo på 1. sal i hver deres side af bygningen. Nogle er ubeboet og de fleste er der kun 2 af dem der hjemme ud af 4. Men vi får da talt med en del og flertallet går helt klart ind for Obama som næstekommende præsident. Vi kommer tilbage til vores hovedkvarter efter at have taget ruten. Får en lille pause med frokost, sandwich, snacks, drikkevarer, det hele er der. Så er vi klar til en ny rute. Denne gang får vi en rute på et hel andet distrikt i middel klassen hvor der skulle være flere Mccain og Palin tilhængere. Vi starter på enden af vejen hvor hvert hus her er for sig selv. Det første hus vi kommer til er der en dame der åbner, vi siger som standard hvor det er vi er fra, fra Obamas campaign for change, og vil høre nærmere om hvad hun kunne tænke sig at stemme. Hun svare at hun er mere til Mccain da hun og især hendes man ikke kan holde ud at høre hverken Obama eller Bidden tale. Vi siger pænt tak for hjælpen og smutter videre til næste hus. Dette distrikt var dog forholdsvis også mere til Obama end Mccain, her var der dog et par enkle flere for republikanerne end demokraterne. Når jeg tænker tilbage på vores canvassing så var der reelt set ikke særlig mange der var åbne til hvem de skulle stemme på hvis de havde bestemt sig for Mccain. Standard sætningerne var mere henimod 'Det er min egen sag', ' eller 'det vil jeg ikke udtale mig om'. Men Obama tilhængere derimod sagde med det samme hvem det var de støttede og kom med opmuntrende kommentar omkring det er et gode arbejde kampagnen foretog sig. Første var ihvertfald en dag fyldt med oplevelser, og da vores anden rute var færdig tog vi tilbage til hovedkvarteret for aftensmad. Efter aftensmaden hjalp vi med at gøre nogle dørhængere klar til dagen derpå med information omkring valgstederne. Der var en af damerne fra hovedkontoret der ringet til vores værtsfamilie og de kom og hentede os. Vi skulle bo hos Keisha og Michael og deres 2 børn. En varm familie som vi følte os yderst velkommen hos. De havde gjort værelserne klar til os da vi ankom og vi kunne slappe af efter dagen med en hel masse nye indtryk.

Sort kærlighed i Boston søndag d 26. oktober

Skrevet på Europahøjskolen af Mads Petø, d 11. november o8

Sammen med min rejsegruppe på i alt 8 mennesker skal der i dag ske noget meget stort. Jeg havde glædet mig på forhånd, men oplevelsen blev som jeg ikke kunne have forestillet mig den. Vi har fået lov at være med til en Gudstjeneste i Bostons ældste sorte Baptistkirke, Peoples Baptist Church of Boston. 

Vi kommer ind i kirken.

Kl er lidt i 11, da rejsegruppen ankommer til kirken med taxa. Indenfor bliver vi mødt af et muntert "Good Morning" og en kraftig duft af mad. Vi går op af vindeltrappen og placerer os i den pænt store kirkesal, der er mere varm end i en kristen kirke som vi kender den. Gulvet er af træ, akustikken er blød og her er hyggeligt.

Jeg sætter mig ved siden af en ældre kvinde, jeg snakker lidt med. Hun fortæller, at der tit kommer college-studerende fra Boston med til gudstjenesterne. 

Gudstjenesten går i gang.

Orglet begynder at spille i karakteristisk sydstats-stil. Det er lidt jazzet og improviserende. Noget af det første der sker er, at en præst - der er mange! - byder os velkommen. Derefter rejser vi os op og går rundt mellem hinanden og hilser. Jeg vil skyde på, at jeg får rystet 50 hænder denne morgen, som efterhånden er begyndt at føles vidunderlig. Jeg får også et enkelt kram! Den energi og glæde jeg føler ved at hilse på så mange er dejlig, og jeg føler mig fantastisk meget i live.

Der bliver sunget en del gospelhymner, hvor salen bliver akkompagneret af et kor i flotte lilla dragter, organisten og en lille trio. Der er en præst som holder en preaching som det hedder. Han lægger alle følelserne i, når han taler. Jeg føler ikke, jeg forstår de vigtige ord i denne tale grundet mine engelskkundskaber. Derimod forstår jeg noget af en anden tale som præsten der indledte Gudstjenesten fremsiger:

 

"God doesn't need a lot. Just a little bit of what he has given to us". 

Dette er en sætning, der giver mig styrke. 

Selvom der er mange aktører, og jeg ikke har helt styr på deres formelle funktioner, er der kun en pastor. Han hedder Dr. Wesley Roberts og i hans tale nævner han bl.a., håbet om en stærk og god leder, og selvom denne ikke bliver helt specificeret, har jeg en følelse af, at han taler om Obama. Han nævner, at rejsegruppen skal deltage i Obama-kampagnen i Pennsylvania. En jubel bryder ud i salen. Generelt er det sådan, at publikum blander sig og viser deres følelser. Hvis man har lyst, rejser man sig op som den eneste i salen, eller man kan give sin personlige oplevelse til udtryk under en preaching ved at råbe "YEA" eller sukke. Jeg har en oplevelse af at føle mig velkommen i denne menighed. Jeg har også følelsen af at være uvidende og ny i dette samfund af anderledes normer.

Frokosten.

Efter gudstjenesten går vi nedenunder, da vi er inviteret med til den efterfølgende frokost. Jeg sætter mig ved et bord, hvor der kun sidder kvinder. En dame foreslår, at vi alle sætter os ved forskellige borde. Jeg præsenterer mig og spørger, hvad de forskellige hedder. Navnene kan jeg i dag ikke huske, men jeg kan huske, at en er teacher for the young grades, en anden er også lærer, og to arbejder på et nursing home. Generelt har jeg mange fordomme, så jeg prøver at snakke med dem jeg sidder sammen med for efterfølgende at få afkræftet disse. Hende der sidder til venstre for mig er en ældre kvinde, jeg synes virker afkræftet, lidt sur, trist og stille. Men da jeg snakker med hende får jeg et andet billede af et meget mere livligt og spændende menneske. Vi spiser rigeligt og god mad, og jeg nyder at sidde i dette varme selskab.

Endnu en gang bliver det sagt, at rejsegruppen skal medvirke i Obamakampagnen, og endnu engang jubles der. Rejseleder Jørgen Dragsdal holder en tale, hvor han takker for den meget varme modtagelse og for, at menigheden har taget os ind i deres hjerter. Han fortæller også, at han var en del af den sorte bevægelse sidst i 60'erne (eller var det først i 70'erne?). Noget af det sidste der sker inden vi går er, at Dr. Wesley Roberts laver en bøn, hvor han bruger "Let us pray that...". Der bedes for menigheden, Obama, McCain, Amerika og verden. Da der bedes for rejsegruppen, os, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg oplever det som så ufatteligt smukt, at denne sorte menighed tager os ind i deres hjerter på denne kærlige måde.