En time med Chomsky

Fredag d. 24. Oktober 2008
Af Sascha Møller
Boston

Der er ikke plads til megen optimisme på vegne af en forventet Obama præsident-periode hvis man ser verden fra hvor Noam Chomsky sidder. Dog er han overbevist om, at trods finanskrise vil USA bevare sin førerposition, og det er just det sørgelige.

Vi bevæger os hen af de endeløse gange. Rørene i loftet forsvinder i det fjerne og man bliver svimmel af at tænke på, at dette kun er en ud af mange etager. Stedet er M. I. T. – Massachusetts Institute of Technology – uden tvivl det mest avancerede tekniske universitet i verden. Der mangler da heller ikke selvbevidsthed her – adskillige plader minder os om de folks bidrag til videnskab og teknologi der næppe kan overvurderes.

Godt gemt midt i denne verden af frygtindgydende teknisk videnskabelig forskning befinder sig institut for lingvistik – en sprogvidenskab jeg ikke umiddelbart ville vente at finde på et teknisk universitet. Men her ligger det i en opsigtsvækkende rød bygning med skæve vinkler, neutrale skinnende stålfacader der brydes af markante farver som skriggul og orange. Arkitekten er formentlig den samme som tegnede Guggenheim museet i Bilbao.

Her i et stort rummeligt kontor holder Noam Chomsky hof. Vi er blevet givet en times audiens hos anarkisten, der af nogle kaldes en amerikansk dissident. Den 7. December fylder han firs år og sikkert er det, at siden han begyndte at kritisere den amerikanske hærs indsats i Vietnam er han blevet mere kendt for sin kritik af Amerikas indenrigs- og udenrigspolitik end hans oprindelige metier som er lingvistik. Det er ellers ikke fordi, at han er anonym inden for denne sprogvidenskab. Han kaldes den moderne lingvistiks grundlægger, på baggrund af hans banebrydende arbejde med grammatik i 50’erne.

Vi har været utrolige heldige med overhovedet at få en aftale med Chomsky. For mig personligt skal jeg møde en af mine forbilleder. Som et ungt menneske under 30 er jeg vokset op i lyset af murens fald, med Francis Fukuyamas tese om historiens ende. Min generation er opflasket med myten om den nye verdensorden, håndhævet af et almægtigt men godsindet Amerika, der som eneste supermagt i verden, retfærdigt skiller ondt fra godt.
Her kommer Chomsky ind som et sundt korrektiv, og minder os om, at hvis man ser på USAs handlinger efter murens fald, så er de blot en fortsættelse af deres vante praksis i det tyvende århundrede. Chomsky påpeger USAs hykleri, når de mener at være en særlig frihedens magt, der i modsætning til de traditionelle europæiske kolonimagter, bringer frihed, demokrati og menneskerettigheder til udviklingslandene. Derfor mener de sig også berettiget til at være hævet over den selv samme internationale orden, bedst udtrykt i FN, USA var med til at bygge op efter anden verdenskrig. Sådan kan det gå, når man som Chomsky insisterer på at tage USA alvorligt, når de hævder at være the good guys, a beacon of light, den skinnende by på bjerget. Den slags forpligter synes Chomsky at mene.

Der står han så. Larger-than-life. Klædt afslappet i en grøn striktrøje over en blå skjorte. Det karakteristiske let bølgede, lyse hår og hans varemærke: den stille, drævende stemmeføring, der langsomt arbejder sig frem til sine pointer, nærmest kedeligt, som Chomsky selv foretrækker det. En slags værn mod overfladiskhed kan man mene. Han er berygtet for at læse alt der kan have betydning for hans synspunkter. Hans kontor er da også fyldt op med bøger og tidsskrifter og han fremviser gerne et stort billede af en af hans inspirationskilder, filosoffen Bertrand Russell. Mest fortællende er en række af papkasser, der står på arkivskabe, lige inden for døren til hans forkontor. På kasserne er skrevet ”Chomskys old journals – help yourself” – dette er Chomskys gamle tidsskrifter og magasiner han abonnerer på. Der er eksemplarer af latinamerikanske fagforeningsblade fra 1970’erne men også nyere journaler om Mellemøsten fra starten af dette årti. Man mere end aner, at der næste uge vil være flere stakke der ender her. Der skal store mængder kilder til for at være så velinformeret som Chomsky er.

Det viser sig, at Chomsky ikke er helt så begejstret for Obama, som vores lille forsamling er. Men hvad andet kan man forvente af en mand, der betragter USAs to store partier, som to fraktioner inden for hvad han kalder ”The Business Party”. De varetager begge kun de store amerikanske korporationers økonomiske interesser.
Han vil dog gerne medgive at Obama er langt den bedste kandidat at foretrække, men selv vil han dog stemme på den uafhængige præsidentkandidat, den tidligere forbrugeradvokat Ralph Nader. Det er en kandidat, der ligesom Chomsky utrætteligt udfordrer de store etablerede partier, og som også insisterer på flere valgmuligheder i det amerikanske demokrati.

Pga. finanskrisen og USAs gæld til udlandet vil Obama formentlig ikke have de store muligheder for at manøvrere. Men Chomsky som overhovedet ikke mener, at USA skal have noget at sige om Iraks fremtid, ser kun en hurtig tilbagtrækning af tropper som acceptabelt. Det mener han ud fra det simple faktum, at USA er en aggressor, den værste forbrydelse i folkeretten, hvis nogen skulle have glemt det. Som ulovlig besættelsesmagt har USA ikke ret til nogen indflydelse, siger Chomsky til et USA der er oprørt over, at nogen kan finde på at skyde på deres soldater.

Chomsky vil dog medgive, at bare det at landet står til at få en sort præsident, den forandring vil gennemsyre alting. Han ser også en positiv forandring i USAs udenrigspolitik. Det er blevet sværere for USA at dele og herske i u-landene. USA kan ikke længere som i 1963 i Sydvietnam installere et diktatur, hvis de tidligere ledere insisterer på forhandlinger med Nordvietnam. I Irak blev amerikanerne nødt til at tillade en vis grad af demokrati, fordi de ellers havde udsigt til massiv folkelig ikke-voldelig modstand. Så hellere kæmpe mod et mindre antal militante oprørere.

Chomsky ser ikke at Kinas stigende indflydelse som et problem. På nogle områder mener han endog, at de er bedre til at varetage en ledende rolle på verdensscenen. Han nærer ingen illusioner om deres forhold til demokrati, men i det mindste har de ikke et CV med indblanding i andre stater på et niveau, der tåler sammenligning med det amerikanske.

Selv om der er mange der forudsiger 2008 som året der startede Amerikas begyndende kollaps som førende økonomisk og politisk stormagt, findes Chomsky ikke iblandt dem. Han tror tværtimod på at Amerikas særlige rolle i verdensøkonomien og dets store resurser – USA er stadig en stor olieproducent – stadigvæk vil give det en førerposition på flere punkter. Historien er ikke slut, som Francis Fukuyama forudsagde i starten af 90’erne. Nok er det svært at finde troværdige alternativer til det liberale demokrati, men gamle vaner når det gælder om at udøve sin magt fortsætter. Spørg blot Chomsky og kig på Guantanamo.

Chomsky er stadig et sundt korrektiv til Amerikas opfattelse af sig selv og alle os der skuer hinsides Atlanten efter svar og lederskab. Den øjeblikkelige dyrkelse af Obama og de enorme håb og forventninger der er knyttet til ham skygger for den hårde realpolitiske rolle, som et præsidentembede er. Det er i sandhed spændende men også skræmmende tider vi lever i.