ObAmerica

Alan Wolfe

2008-11-14T07:37:00.000-08:00

Af Kamilla Zingenberg

23 Oktober 2008

Den første dag i Boston mødte vi Alan Wolfe. Sociologen, religionsforskeren og samfundsdebattøren har bl.a. skrevet om det amerikanske demokrati og moderne politik.

En pointe i hans bog ”Does American Democracy Still Work” er de amerikanske vælgeres uvidenhed og manglende interesse om politik. Hvis vælgerne ikke ved hvad regeringen foretager sig og har foretaget sig, forsvinder konkurrencen i valget og kommer i stedet til at handle om hvem der har den bedste kampagne.
En anden pointe er at moderne amerikansk politik har handlet mere om udenrigspolitik og ”culture war” end om økonomi og fordelingspolitik, hvilket har været til hørefløjens held. For vurderet på den økonomiske politik er befolkningen mere tryg med Demokraterne. Hvilket kan ses på det netop overståede valg, hvor fokus har været på USA’s skrantende økonomi.

Og netop Bushs upopularitet mener Wolfe er en af årsagerne til Obamas popularitet. Wolfe var ikke meget for at forudsige valget selvom Obama førte i meningsmålingerne. Både fordi det amerikanske valg tit er uberegneligt, men også pga. risikoen for den såkaldte Bradley-effekt. Men på den anden side var har man talt om ”racists for Obama”. Wolfe fortalte en anekdote om et ældre hvidt ægtepar der blev spurgt om hvem de stemte på. ”We’re voting for the nigger” lød svaret.
Wolfe var desuden bekymret for at der skulle komme en racistisk boomerang, hvis Obama vandt. Folk har et urealistisk billede af Obama, så selvom han vil klare sig som gennemsnitlig præsident, kan folk ikke undgå at blive skuffede. Desuden står han overfor de største udfordringer i nyere amerikansk historie og spørgsmålet er om det overhovedet er muligt for ham at redde trådene ud.

Change is in the Air

2008-11-13T12:59:00.000-08:00

By Matthias H. K.
The fourth of November.

It was finally the day. We had done the last canvassing. The church was filled to the brim with people. All of them volunteers. The air was electrifying. We had more than enough food and drinks to keep us entertained while the numbers rose. First, McCain had the lead by two. But soon, we won Pennsylvania. A cheer broke out which first alarmed me. Before it had even registered in my brain, I saw that Pennsylvania had been one of the first big states to have been won over by Obama. Our duties had been fulfilled; we had all done our job and won one of the more crucial states. I can’t explain the feeling, it was simply unique. Like, everyone had held their breath for so long, and could finally breathe out relieved. It now felt like the rest was up to the other states. And they continued to roll in. Obama won this one, Obama won that one. And every time he won a big state there were renewed cheers. Of course there were jeers for the states McCain won. The biggest cheer of all till that time had been the one for Pennsylvania though. But, close to eleven, came a cheer that toppled them all. A jubilated yell, that seemed to resound through the country. Obama had won, and early in the game. There was celebration after that, in grand style. I can easily put down some poetic, flourishing and lavish comments about what happened, but it wouldn’t do the spirit of the event justice. I can only say that it was epic.

How to recognize a McCain voter

2008-11-13T12:55:00.000-08:00

By Matthias H. K.
The third of November

After we had finished with the door-hangers we got a new assignment, one vitally different from what we’d been doing yesterday and today. We got the opportunity to go out into a neighborhood that had been classified as a swing “hood”. Meaning there’d be bound to be McCain supporters lurking about. Who’d be able to refuse this chance? I hadn’t gotten one good discussion going with one of the opposite opinion, and the few I had found wouldn’t say why. With all haste we took off. And oh boy was there McCain voters out there. Just walking around the streets it felt like there was a bad aura in the air, similar to that of someone walking on your grave. Only, now it was a river-dance of grave step dancing. This could just be my mind playing a trick on me, since I was expecting a McCain territory. To be honest, it wasn’t as bad as all that when we got started. Certainly there were McCain voters, but there were equally many if not more Obama voters. However, I noticed some shared traits among the supposed McCain voters:

They wouldn’t say who they were voting for.
They had vicious dogs, for which some had electric collars.
Those who did want to argue; didn’t have any good points that couldn’t be shot down immediately.

The first is mainly due to the guilt they felt for voting McCain. Why would they feel guilt? I believe it to be because of the racial factor involved. Some people cannot get out of the mentality that they’re superior to blacks, or because of the prejudice they’ve been taught from their parents. It’s sad really, but it’d take some major psychological work to change their mind. That’d take time, time we didn’t have.

The vicious dog seems to be a proven fact, for me. McCain voters had vicious dogs, and let them do the talking. Obama voters had more cuddly dogs, despite their size. It’s true what they say; the dogs are very sensitive of their owners’ attitudes towards people. The Obama people were very friendly towards us, and so were their dogs, whereas the McCain dogs were frenzied.

We met one person who did want to argue, but everything he said was being shot right back at him by Shadi and me. He said George Bush had done a lot of good work despite the bad credit. The fact of the matter was just that George Bush was a complete retard. He started wars, it took a week for him to help the victims of Katrina and could ultimately be said to be responsible for this deep financial crisis the American people are experiencing right now. But, despite our best efforts, he wouldn’t convert. He was stubbornly set on McCain. The most puzzling fact here was that he looked like an east-Indian doctor.

The Mobilized Force

2008-11-13T12:54:00.000-08:00

By Matthias H. K.
The third of November

Just a day away from the election-day things were really heating up. Just the day before this we’d been out hanging up door-hangers, reminding the local population of Cheltenham that tomorrow’s the eve of destiny. It was in essence a show-down of fate, where we had the bad guys and the good guys. Naturally we were part of the good fight. What brings me to this simplistic view of good and bad? Well, just looking at how the two campaigns went at their work should be plenty proof. I don’t know whether McCain himself is a bad person, or whether it’s his campaign people that are to be loathed, but there were definitely lies, smears and misinformation in the air. Devout Obama supporters were told to go to the wrong polling locations, misinformation was being spread in clever ways and who knows what else they’ve been doing. I’ve even heard rumors that some polling machines were being rigged. Regardless of all this it was our job as part of the campaign to continually make sure that people got out voting. The first half of the day was spent hanging up doorknob information. It was a tiresome job, since it was exactly the same as yesterday. But, looking at all the other volunteers, I understood how important it was to give it my all, 110%. They all had stressed out faces, but their spirits were high since they were fighting for their cause. If anything, I don’t want to see all these anticipating smiles wither away on Election Day. In a sense, i tried to protect the hidden smiles. No one dared to believe that it might happen, and everyone worked that much harder. It wasn’t just about Obama winning, it was about all these people banding together to fight for a common cause. I can only say that it was an utterly beautiful experience. We had all united, to work as a single force.

Sidste Runde og Valgaften

2008-11-11T02:44:00.000-08:00

af Sascha Møller

Klokken er henimod halv otte om aftenen. Jeg befinder mig et sted i Cheltenham Township i det nordlige Philadelphia. Dette er distriktet, hvori Europahøjskolens udsendte fører valgkamp for Obama. Det er på selve valgdagen og jeg er på min tredje omgang med at kontakte registrerede demokratiske vælgere. Det gælder om at sikre sig, at så mange af disse mennesker rent faktisk kommer hen og stemmer. I de fire dage vi har hjulpet til i valgkampen har jeg været rundt til forskellige kvarterer, der har variereret fra lettere nedslidt socialt boligbyggeri til den øvre middelklasses knap så ydmyge kæmpevillaer. I dag har jeg bevæget mig i kvarterer der er midtimellem. Det er huse af gennemsnitlig størrelse med en bil i garagen. Husene her ligger også tættere, mens der er en klarere adskillelse blandt de større villaer. Der er dog én ting, der er karakteristisk for alle disse kvarterer tilsammen: de er alle i langt overvejende grad beboet af sorte.
Jeg køres rundt til de forskellige husholdninger af min makker Zach. Vi har været i gang med den sidste runde siden klokken fire. Der er længere mellem de husholdninger vi skal nå, for vi har nået de fleste i de forudgående dage. Med kun en halv time til valglokalerne lukker bliver det svært at holde gejsten oppe. De fleste har på dette tidspunkt afgivet deres stemme, eller også er der ingen hjemme. Måske er de netop henne og stemme i dette øjeblik.
Målet er at blive ved med at ringe på hos folk, indtil de har været henne og stemme. Det er ikke nok at de siger, at de har planer om at stemme eller at de vil stemme, når de engang kommer hjem fra arbejde. Det er vores opgave, at blive ved med at forsøge at overtale folk, der har sagt, at de ikke vil stemme, selvom de står som registrerede demokratiske vælgere.
Med det tidlige efterårsmørke der sænker sig omkring klokken fem bliver det i stigende grad svært at skilne husnumrene fra hinanden, og det hjælper heller ikke, at nogle af numrene har en tendens til at blive sprunget over. Så hvis du passerer nr. 65 så kan du ikke altid være sikker på, at det næste hus bliver nr. 67. Det kan være det er nr. 69 eller måske endog nr. 75.
Da det viser sig, at de fleste har stemt eller ikke er hjemme, beslutter vi os for at kalde det en dag og vende tilbage til det lokale valgkampagnekontor.

Valgaften
Demokraternes lokale valgkampagnekontor har til huse i Jay Cooke Hall. Det er en kirkeagtig bygning der hører til den nærliggende St. Paul’s Church på 555 Ashbourne Road her i det nordlige Philadelphia. Det er herfra demokraterne koordinerer deres indsats for hele Cheltenham Township. Her på valgaftenen er de fleste borde og andre møbler der er blevet brugt under valgkampen blevet ryddet til side og et stort fjernsyn er blevet stillet op på en hævet teaterscene med fortæppe, der udgør den ene endevæg af lokalet.
Flere hundrede frivillige der har hjulpet til i løbet af valgkampen er forventningsfuldt mødt op for at overvære når de forskellige stater melder deres valgresultater i løbet af aftenen. De frivillige findes i alle aldre, hudfarver, køn og sociale klasser. Nogle har været med helt fra starten, da demokraterne kæmpe indbyrdes om nomineringen til præsidentkandidat, andre er som os kommet med i de sidste dage, fordi de er blevet overtalt. Der snakkes om de lange rækker af vælgere, der stadig venter på at afgive deres stemme, selv om klokken er over otte. Det tages som et godt tegn på en Obama-sejr. Folk er meget opsatte på, at Pennsylvania som vi befinder os i, skal gå til Obama. Staten er efter sigende en McCain skal vinde, hvis han skal have det mindste håb om at blive præsident. Modsat har Obama flere muligheder at kombinere imellem ifølge prognoserne for at nå de forkætrede 270 valgmandsstemmer der vil gøre ham til President-Elect. Den kommende valgte præsident for de Forenede Stater.
Overraskende hurtigt kommer resultatet ind. Før New York og det er man ikke vant til her i Pennsylvania. Der udbryder stor jubel. Obama er den projekterede vinder af staten med op til 2/3 af stemmerne. Men salen koger og syder, da det går op for os, at Obama også har taget Ohio. Denne stat har 20 valgmandsstemmer, en mindre end Philadelphia, men en af de store præmier, og den sikrede Bushs genvalg i 2004.
Det bliver dog først helt vanvittigt, da jeg står udenfor med Matthias og Shadi. Folk skriger og det er næsten ikke til at tro, da jeg stikker hovedet indenfor: Men det er sandt. Obama har lige passeret de 270 valgmandsstemmer, nu kan McCain ikke røre ham og USA har valgt sin første sorte præsident. Alt er nu kaos. Alle vil omfavne alle, og man kan se på de ældre mennesker, at de næsten ikke kan tro at det er sket. De havde ikke regnet med at de i deres levetid skulle opleve at deres land valgte en sort præsident.
Der bliver sunget ”We Shall Overcome” den gamle kendingssang for borgerrettighedsbevægelsen og det sætter tingene lidt i perspektiv. På fjernsynet er der billeder af unge mennesker på Times Square i New York der fejrer det utænkelige. Men tilsidst kommer det alle nu har ventet på: transmissionen fra Chicago af Obamas sejrstale. Han går på podiet med hele sin familie. Det er et øjeblik der giver gåsehud.

FAKTA OM CHELTENHAM TOWNSHIP
Ligger 16 km nordøst for Philadelphias bymidte. Området er 23,3 kvadratkilometer og havde i 2000 36.875 indbyggere. Disse fordelte sig på 14.346 husholdninger og 9.640 familier.
Området er 66,45% hvidt og 24,61% af indbyggerne er sorte.
Gennemsnitsindkomsten per indbygger var i 2000 på 31.424 dollars. 5,1% lever under den officielle amerikanske fattigdomsgrænse.

1 Dag i Philly

2008-11-11T02:03:00.000-08:00

Af Shadi R.
1 Nov. 2008

Vi ankommer op ad formiddagen på Market East station i Philladelphia i staten Pennsylvania lørdag morgen med Greyhound limoen. Direkte ind på togstationen hvor vi tager toget mod vores sidste destination i Montgomery county. En forstad til Philly hvor vi aktivt skal deltage i kampagnen Obama & Biden for change. Toget kører os hen til Cheltenham, byen vi skal være de næste par dage. Vi bliver budt velkommen af Paula på stationen, en af hovedorganisatorene for kampagnen og også for vores ophold hos dem. Vi går en ca 10 min. gang fra stationen ned til hovedkontoret Jay Cooks hall. Der er allerede gang i folk på vej ind og ud af døren. Vi får lige stilt taskerne og når at høre med på den næste briefing omkring dagens program. Folk skal canvasse i hold og hvert hold får delt en pakke ud med brochure om de 2 præsident kandidaters forhold til de vigtigste politiske emner i denne kampagne. Samt information om stemmeforholdene. Der er blevet udleveret forkerte oplysninger omkring retten til at stemme. Der er eksempelvis blevet gjort et nummer ud af at hvis man har ubetalte regninger eller ens hus er på tvangs auktion, at man vil blive anholdt hvis man møder op for at stemme den 4 nov 2008. Dette er løgn og er en måde at vildlede folk på så de bliver skræmte og deres stemme ikke bliver hørt. Vi får desuden også en liste med registrerede vælger hvor vi skal hen på den bestemte vej, banke på døren og hører samtlige beboer der er registrerede til at stemme om de er Obama supporter eller non-supporter og give dem information omkring hvor de skulle stemme i deres distrikt. På denne måde kan kampagnen føre en statistik over vælgerne og lave en nogenlunde sammenligning med opbakning på præsident kandidaterne. Det første kvarter vi kommer ud til er lavere middle klasse i et afroamerikansk kvarter. Rækkehuse med 2 etager der er bygget som hinanden langs hele vejen. Husene har 4 dører på hver entre, 2 der kan bo i stuen og 2 der kan bo på 1. sal i hver deres side af bygningen. Nogle er ubeboet og de fleste er der kun 2 af dem der hjemme ud af 4. Men vi får da talt med en del og flertallet går helt klart ind for Obama som næstekommende præsident. Vi kommer tilbage til vores hovedkvarter efter at have taget ruten. Får en lille pause med frokost, sandwich, snacks, drikkevarer, det hele er der. Så er vi klar til en ny rute. Denne gang får vi en rute på et hel andet distrikt i middel klassen hvor der skulle være flere Mccain og Palin tilhængere. Vi starter på enden af vejen hvor hvert hus her er for sig selv. Det første hus vi kommer til er der en dame der åbner, vi siger som standard hvor det er vi er fra, fra Obamas campaign for change, og vil høre nærmere om hvad hun kunne tænke sig at stemme. Hun svare at hun er mere til Mccain da hun og især hendes man ikke kan holde ud at høre hverken Obama eller Bidden tale. Vi siger pænt tak for hjælpen og smutter videre til næste hus. Dette distrikt var dog forholdsvis også mere til Obama end Mccain, her var der dog et par enkle flere for republikanerne end demokraterne. Når jeg tænker tilbage på vores canvassing så var der reelt set ikke særlig mange der var åbne til hvem de skulle stemme på hvis de havde bestemt sig for Mccain. Standard sætningerne var mere henimod 'Det er min egen sag', ' eller 'det vil jeg ikke udtale mig om'. Men Obama tilhængere derimod sagde med det samme hvem det var de støttede og kom med opmuntrende kommentar omkring det er et gode arbejde kampagnen foretog sig. Første var ihvertfald en dag fyldt med oplevelser, og da vores anden rute var færdig tog vi tilbage til hovedkvarteret for aftensmad. Efter aftensmaden hjalp vi med at gøre nogle dørhængere klar til dagen derpå med information omkring valgstederne. Der var en af damerne fra hovedkontoret der ringet til vores værtsfamilie og de kom og hentede os. Vi skulle bo hos Keisha og Michael og deres 2 børn. En varm familie som vi følte os yderst velkommen hos. De havde gjort værelserne klar til os da vi ankom og vi kunne slappe af efter dagen med en hel masse nye indtryk.

Sort kærlighed i Boston søndag d 26. oktober

2008-11-11T01:19:00.000-08:00

Skrevet på Europahøjskolen af Mads Petø, d 11. november o8

Sammen med min rejsegruppe på i alt 8 mennesker skal der i dag ske noget meget stort. Jeg havde glædet mig på forhånd, men oplevelsen blev som jeg ikke kunne have forestillet mig den. Vi har fået lov at være med til en Gudstjeneste i Bostons ældste sorte Baptistkirke, Peoples Baptist Church of Boston.

Vi kommer ind i kirken.

Kl er lidt i 11, da rejsegruppen ankommer til kirken med taxa. Indenfor bliver vi mødt af et muntert "Good Morning" og en kraftig duft af mad. Vi går op af vindeltrappen og placerer os i den pænt store kirkesal, der er mere varm end i en kristen kirke som vi kender den. Gulvet er af træ, akustikken er blød og her er hyggeligt.

Jeg sætter mig ved siden af en ældre kvinde, jeg snakker lidt med. Hun fortæller, at der tit kommer college-studerende fra Boston med til gudstjenesterne.

Gudstjenesten går i gang.

Orglet begynder at spille i karakteristisk sydstats-stil. Det er lidt jazzet og improviserende. Noget af det første der sker er, at en præst - der er mange! - byder os velkommen. Derefter rejser vi os op og går rundt mellem hinanden og hilser. Jeg vil skyde på, at jeg får rystet 50 hænder denne morgen, som efterhånden er begyndt at føles vidunderlig. Jeg får også et enkelt kram! Den energi og glæde jeg føler ved at hilse på så mange er dejlig, og jeg føler mig fantastisk meget i live.

Der bliver sunget en del gospelhymner, hvor salen bliver akkompagneret af et kor i flotte lilla dragter, organisten og en lille trio. Der er en præst som holder en preaching som det hedder. Han lægger alle følelserne i, når han taler. Jeg føler ikke, jeg forstår de vigtige ord i denne tale grundet mine engelskkundskaber. Derimod forstår jeg noget af en anden tale som præsten der indledte Gudstjenesten fremsiger:

"God doesn't need a lot. Just a little bit of what he has given to us".

Dette er en sætning, der giver mig styrke.

Selvom der er mange aktører, og jeg ikke har helt styr på deres formelle funktioner, er der kun en pastor. Han hedder Dr. Wesley Roberts og i hans tale nævner han bl.a., håbet om en stærk og god leder, og selvom denne ikke bliver helt specificeret, har jeg en følelse af, at han taler om Obama. Han nævner, at rejsegruppen skal deltage i Obama-kampagnen i Pennsylvania. En jubel bryder ud i salen. Generelt er det sådan, at publikum blander sig og viser deres følelser. Hvis man har lyst, rejser man sig op som den eneste i salen, eller man kan give sin personlige oplevelse til udtryk under en preaching ved at råbe "YEA" eller sukke. Jeg har en oplevelse af at føle mig velkommen i denne menighed. Jeg har også følelsen af at være uvidende og ny i dette samfund af anderledes normer.

Frokosten.

Efter gudstjenesten går vi nedenunder, da vi er inviteret med til den efterfølgende frokost. Jeg sætter mig ved et bord, hvor der kun sidder kvinder. En dame foreslår, at vi alle sætter os ved forskellige borde. Jeg præsenterer mig og spørger, hvad de forskellige hedder. Navnene kan jeg i dag ikke huske, men jeg kan huske, at en er teacher for the young grades, en anden er også lærer, og to arbejder på et nursing home. Generelt har jeg mange fordomme, så jeg prøver at snakke med dem jeg sidder sammen med for efterfølgende at få afkræftet disse. Hende der sidder til venstre for mig er en ældre kvinde, jeg synes virker afkræftet, lidt sur, trist og stille. Men da jeg snakker med hende får jeg et andet billede af et meget mere livligt og spændende menneske. Vi spiser rigeligt og god mad, og jeg nyder at sidde i dette varme selskab.

Endnu en gang bliver det sagt, at rejsegruppen skal medvirke i Obamakampagnen, og endnu engang jubles der. Rejseleder Jørgen Dragsdal holder en tale, hvor han takker for den meget varme modtagelse og for, at menigheden har taget os ind i deres hjerter. Han fortæller også, at han var en del af den sorte bevægelse sidst i 60'erne (eller var det først i 70'erne?). Noget af det sidste der sker inden vi går er, at Dr. Wesley Roberts laver en bøn, hvor han bruger "Let us pray that...". Der bedes for menigheden, Obama, McCain, Amerika og verden. Da der bedes for rejsegruppen, os, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg oplever det som så ufatteligt smukt, at denne sorte menighed tager os ind i deres hjerter på denne kærlige måde.

Er Det Virkeligt?

2008-11-11T01:00:00.000-08:00

Af: Henrik Lund - Tirsdag d. 11. november 2008

Ingen turde rigtigt tro på at Obama ville vinde valget, før de fik set det endelige resultat. Selv dagen derpå havde folk stadig svært ved at tro på at det umulige faktisk blev muligt denne dag.

Dybt rørte folk over alt på vores vej, både før og efter det øjeblik hvor USA skrev historie ved at vælge Obama som præsident. Folk var nok klar over at han ville vinde. Alle meningsmålinger viste at det ville gå den vej. Men folk turde ikke tro på det, før det var blevet til virkelighed.

I dette hus bliver der snart flyttedag - Obama rykker ind i det Hvide Hus.

Kl. halv ni tirsdag aften kom beskeden ind over fjernsynet at Obama havde vundet Pensylvania. En stor jubel kom i den lille kirke vi befandt os i, og som dannede rammen for vores valgkontor for Obama. Da turde de begynde at tro og slippe den værste nervøsitet.

10 kasser øl blev hentet ind ude fra bilerne, og festen kunne så småt begynde.

Bare et par timer senere lød der et fantastisk brøl. Obama har vundet. Det var et dybt rørende øjeblik. Alle omfavnede alle, og da var mange års kamp lagt bag. Det var en lettelsens øjeblik. Nu turde folk begynde at tro.

Hvor er det uvirkeligt det jeg har været med til at opleve, og så på aller nærmeste hold. Tårerne trillede ned af kinderne af glæde som ses på billedet til højre, folk vandrede rundt imens de klappede i hænderne, de huede og heppede. Ingen sportsfans kunne gøre det efter.
-
Et fantastisk øjeblik, alle var lige. På tværs af religion, hudfarve og nationalitet. Selv derefter havde folk svært ved at tro på det var rigtigt. Folk gik lige så stille rundt og kiggede, og tænkte på alle de ting der fløj igennem hovedet på dem. der var lige pludselig lammende stilhed.

Dagen derpå fik folk hamstret aviser for at blive bekræftiget i at deres drøm var mere end drøm. At det var virkelighed. Jeg mødte en taxa chauffør der i starten virkede sur og gnaven. Da der gik lidt fik jeg fortalt ham om at jeg havde været frivillig i Obama kampagnen sammen med andre og var på vej hjem til Danmark. Hvorefter han tøede op og sagde følgende:

"Jeg ved hvorfor jeg som sort stemte på Obama - Hvorfor gjorde andre?"

Han var bange for at folk kunne vælge imellem pest eller kolera. At folk kun valgt Obama fordi de ikke kunne lide McCains krigspolitik. Dertil svarede jeg at dette historiske øjeblik er sket fordi USA vil samles, at ude i resten af verden er folk også overvejende for Obama. At Obama ganske enkelt har den bedste politik. Både når det kommer til finanskrisen, skatter, og en lang række andre ting. Plus Obama virker selvsikker og skaber tillid. Chaufføren sagde efterfølgende.

"Det er så uvirkeligt, er vi virkelig kommet til det punkt. Hvor vi kan lukke et kapitel og komme videre til det næste. - Jeg troede aldrig jeg skulle opleve det i mit liv."
Her lyttes der til Obamas sejrstale, da sejren var en kendsgerning.
Han takkede mig, og chaufføren der startede med at være lidt tvær, var nu ved at give mig hånden og sige farvel.

-Jeg kan kun afslutte med at sige til folk:

Det er NU i skal begynde at TRO.

God Bless You!

2008-11-09T23:57:00.000-08:00

Af: Henrik Lund - Mandag d. 10. november 2008

5 dage i Philly med canvassing, mange mennesker og en Obama som vinder af præsidentvalget 2008.

Over alt på vores vej i de amerikanske gader mødte vi positive mennesker, fattige, rige, unge og gamle. Alle, eller i hvert fald næsten alle roste os for vores indsats for at få Obama valgt som præsident.

En af dagene i den lidt pænere del af Philadelphias kvarterer, bankede jeg på endnu en dør for at høre om vedkommende ville stemme, og om det så var tilfældet at hun ville stemme på Obama. Svaret kom promte:

"Yes sir, 5 votes from this house"

Afsluttende sagde hun: God Bless You. Der var ganske vist også McCain tilhængere, men de var klart i mindretal og reklamerede ikke ligefrem med det i så høj grad. Over alt på min vej var folk overvejende Obama tilhængere. Jeg blev inviteret ind på vand, kaffe og juice. Folk takkede og roste for mit og andres engagementet i dette historiske præsidentvalg. Biler dyttede og råbte ud af side ruderne: Thank you.

Dog var der et hus hvor jeg fik følgende modtagelse: Fuck off, og døren blev hamret i. Jeg var vist gået forkert. Vi havde fra vores field office i Elkins Park fået udleveret lister med folk der var registreret til at kunne stemme. Her var vores opgave at finde ud af hvem de ville stemme på, og få registreret alle. Men ikke alle lister var udfyldt korrekt med: A og B lejligheder, så der var ikke andet at gøre end at banke på dem begge i sådanne tilfælde.

Listerne var nødvendige, så vi på selve valgdagen kunne gå ud til samtlige Obama tilhængere når vi kunne se de ikke havde stemt, og dermed sikre os nogle stemmer som måske havde blevet hjemme. For dette har netop været problemet ved de foregående valg. Folk er blevet hjemme.

Hver en stemme var vigtig og talte i den endelige afgørelse. Som bekendt vandt Obama præsidentvalget med en historisk høj stemmedeltagelse. Dette skyldes blandt andet de over 20000 frivillige lige som os over hele USA. Nogle har arbejdet i måneder mens andre som os i 5 dage.

I Philadelphia vandt Obama solidt som mange var bange for kunne gå til McCain i stedet.-

Jeg har nu afgivet mere end en stemme ved valget, ikke personligt. Men ved at skaffe stemmer.

Change We Need!

2008-11-08T15:16:00.000-08:00

Af: Henrik Lund - Søndag d. 9. november 2008

Så mange procent af den amerikanske befolkning stemte ved dette valg, at der er sat ny rekord. Nu skal man endelig sørge for at de ikke bliver skuffede - Igen!

Efter 8 år med Bush mener 80 % af den amerikanske befolkning at USA kører den forkerte vej.

Det i en tid med en stor økonomisk krise der kun har set sin start og et USA der knækker midt over. Derfor er det nu tid til at forsøge med alt kraft at få samlet USA igen.

Genopstandelsen skal komme fra Obama, Biden og co.

Billede taget af undertegnede af Joe Biden d. 3. november 2008 til den

sidste tale inden valgdagen. I baggrunden ses Sascha og Matthias.

For det er ikke kun USA der bliver påvirket hver gang det går skidt der, også i resten af verden mærker vi påvirkningerne derfra. Som jeg hørte en den anden dag sige: "Hver gang USA har forkølelse, hoster resten af verden - Lige nu har de kronisk lungebetændelse." For før de har styr på sig selv kan de ikke have styr på andre.

De vigtigste punkter for Obama når han overtagter præsident embedet er for mig i prioteret rækkefølge: (1) Finanskrisen, (2) Skattelettelser, (3) Sundhedsvæsenet, (4) Irak krigen, (5) Skolevæsenet, (6) Klima, (7) Nato.

Finanskrisen skal stoppes. For at gøre det skal b.la. de to næste emner på listen løses. Som er at sørge for skattelettelser til middelklassen, samt sørge for sygesikring til de 45 mio. amerikanere der står uden sygesikring lige pt. Begge disse ting er med til at forbedre de berørtes økonomi og giver dem mere købelyst. Dertil opstår automatisk flere job når efterspørgslen på varer stiger.
Samt der selvfølgelig også skal pilles ved en lang andre faktorer som spiller ind. Man kan vel kalde det for: Robin Hood - Tag fra de rige og giv til de fattige. Det er nødvendigt.

For at få folk i USA til at tro på regeringen igen skal den tabte krig i Irak stoppes hurtigst muligt og mindst smertefuldt. Dette b.la. ved at hente tropperne hjem og overlade genoprettelsen af Irak til Irakerne selv. Som vi har hørt så mange eksperter sige på denne tur.

Det er vigtigt at det amerikanske folk får troen på regeringen tilbage igen. For denne gang er der brug for regeringen til at løse problemerne.
For at få folk som på billedet til højre til at tro på at der kan ske forbedringer i fremtiden.

Billedet er taget af undertegnede på det "field office" vi arbejde på. Sascha ses til højre

i billedet. Resten er øvrige frivillige som har givet alt for at Obama skulle vinde.

Der skal helt klart også ske forbedringer på skole fronten hvor de store universiteter og højere uddannelser fungerer ganske fint, hvor derimod de grundlæggende skoleuddannelser ikke fungerer optimalt. Dette skyldes b.la. en politik med at skolerne får tilskud alt efter hvor dygtige eleverne er og hvor høje karrakterer de opnår. Dermed opstår en ond spiral hvor nogle skoler bliver dårligere hvor andre bliver bedre. For selvfølgelig flytter de forældre der har råd til det deres børn hen hvor de bedste skoler er. Tilbage står de andre. Dette er med til at skævvride USA, så det bliver delt op. Som jeg var inde på i starten, er det netop det vi skal have undgået.

Yderligere skal Obama vise omverdenen at han er klar til at samarbejde internationalt. Dette selvfølgelig ved at forhindre, eller i hvert fald formindske finanskrisen mest muligt. Yderligere skal USA vise interesse i klima debatten, mere end de har gjort nu. Vi mødte under vores besøg "Union of Conserned Scientist" som b.la. arbejder med klimaforandringer og forsker i hvad der er ved at ske og hvad som må og skal gøres. De virker meget fortrøstningsfulde med Obama som ny præsident, som de ser de kan samrbejde bedst med på dette område. De har en lang række tiltag som de er klar til at vise ham og få sat i gang.

En anden organisation vi mødte på turen var fagforeningen AFSCME som vi har beskrevet tidligere, de har også rigtig mange gode tiltag som kan være med til at forbedre USA. Tiltag som også kan være med til at forbedre det amerikanske demokrati. Få endnu flere folk engageret. Få endnu flere folk til at stemme til præsident valgene. For i skyggen af den historiske høje stemmeprocent, er det stadig langt fra godt nok. F.eks. 20% af de sorte stemte ved valgene i 2000 samt 2004, denne gang kom stemmeprocenten op på 25 %. Der er håb forude.

I et meget specielt valgsystem hvor det ikke er den enkelte amerikaners stemme der direkte gør at en præsident vælges. Derimod valgmændende der afgør valget.

Kan Obama, Biden og co. vende dette alene? NEJ. Kan Obama, Biden og co. sørge for at sætte de rigtige ting i gang, løse ovenstående opgaver tilfredsstillende, være en endnu bedre regering, samle det amerikanske folk og sørge for at genoprette landet sammen med befolkningen?

YES WE CAN.

Billedet er taget af undertegnede på valgaftenen af en stemmeboks. Her ses en

af de frivillige som guidede vælgerne. Heriblandt mange første gangsvælgerne.

De kan ikke gøre det på en dag, en måned eller et år. De kan måske gøre det på fire eller otte år. De vil i deres første regerings periode få sat gang i alle disse ting er jeg ganske sikker på. Spørgsmålet er bare hvor længe vi skal vente på det retter sig op. Det ved ingen endnu.

McCain skal roses for hans fremragende tale på valgaftenen da hans nederlag var en kendsgerning. Som bekendt vandt Obama. 52 % af stemmerne mod 44,4 %. og 364 valgmænd mod 173 valgmænd. Så klart fremstår valgresultatet hvor kun Missouri mangler at blive nøjagtigt talt op.

The Winner Takes It All - The Loser Standing Small!!!

8 vabler og en masser oplevelser rigere

2008-11-08T12:48:00.000-08:00

Af: Henrik Lund
Lørdag d. 8. november 2008

Hjemvendt igen efter en super fantastisk tur som har givet mig ufattelige mange oplevelser som jeg kan bruge resten af livet.

Wooow sidder jeg og tænker lige nu og alle tankerne kører rundt i hovedet på mig. Tror endnu ikke at det er gået fuldt op for mig hvor meget jeg egentligt har oplevet på så kort tid. Hvor meget betydning det får for mig. Der er så mange ting at sætte på plads inde i hjernen.

Dette historiske øjeblik som for altid vil huskes rundt omkring i verden med Barack Obama som vinder af USA´s 44 præsidentvalg d. 4. november 2008.

En af de mest gribende udtalelser på denne tur var under en støtte arrangement for Obama i Philidelphia d. 3. november med verdensstjerner som Mary J. Blige, P. Diddy plus ikke mindst Jay-Z som udtaler:

"Rosa sat down so Martin could walk - Martin walked so Obama could run - Obama run, So We Can Fly"
Med henvisning til Rosa Parks, en sort kvinde som d. 1. december 1955 satte sig ned på de hvides plads i bussen og nægtede at flytte sig. Derefter opstod borgerrettigheds bevægelser med Martin Luther King Jr. som den vel nok mest kendte, som siden har udmøntet sig i at det en november dag 2008, var blevet muligt at vælge en sort mand som USA´s næste præsident. En ting som mange troede umuligt for få år tilbage. Det var et dybt rørende øjeblik for mig at opleve folk stå med glædestårene løbe ned af kinderne på valgaftenen. Sorte som hvide. Ligestillede mennesker.

Det har været en fantastisk tur som har gået over Boston, New York, Washington og Philidelphia. På bare 14 dage har vi fået besøgt så mange interessante personer at der kunne skrives en hel bog om det. Vi har set de største kendetegn i hver by, oplevet kulturen og lært amerikanernes mentalitet.

Tak til Paula, Carol, Bob og alle de andre som tog så ufattelige godt imod os i Philidelphia og som vi arbejde sammen med for at stemme dørklokker plus arbejdet med en masse andet for at få Obama valgt. Også tak til Jeff og Ilene Rush som jeg boede ved under vores tid som frivillige. Personer som åbnede deres hjem for os vidt fremmede mennesker fra Danmark. Mange tak.

En speciel og stor tak skal der lyde til Jørgen, der har ydet et kanon stykke arbejde op til turen og med næsten døgnarbejde under de 14 dage vi var der. Uden ham havde vi aldrig mødt den stribe af store personligheder som var tilfældet. Uden ham havde jeg ikke fået så mange livserfaringer at pakke i bagagen. Håber Jørgens familie har opvartet ham i denne weekend efter han er kommet hjem, efter først en tur over DR byen torsdag aften for at deltage i DR2 programmet debatten sammen med b.la. Mogens Lykketoft og Søren Espersen omkring USA valget og tiden derefter.

Nu er vi havnet i Danmark igen, alle er hver især hjemme på weekend og lade batterierne fuldt op igen efter mange killometers vandring i de amerikanske gader.

På jagt efter oplevelser i form af kendte samt mindre kendte, i form af seværdigheder samt ikke mindst har vi taget ufattelige antal skridt for at få folk til at stemme og engagere sig i valget.

Mon ikke vi finder noget at snakke om i fremtiden.

We have overcome

2008-11-07T11:04:00.000-08:00

4. nov. 08 - af Mads Peter Petø

”...and Pennsylvania goes to Obama”, lyder det ud gennem fjernsynet fra værten på ABC-News. Der udbryder en jublen i Jay Kooke Haal som er et af de i alt 65 kampagnekontorer Obama har i Pennylvania. Dette ligger placeret i Montgomery County, en forstad til Philadelphia. Carol, som har været en af de drivende kræfter på Obama-kontoret rejser sig og begynder at danse og skrige. Hun har arbejdet for Obamas kampagne i snart et år nu. En sag hun godt et døgn tidligere har sagt, at hun er villig til at dø for.

Jeg tror ikke, der var nogen fra kampagnekontoret, der havde regnet med, at Pennsylvania ville blive afgjort bare en halv time efter stemmestedernes estimerede lukketid, ja sågar inden alle stemmer var talt op. Ved valget i 2004 trak Kerry sejren hjem med bare 51 til 49 procentpoint. Og godt nok har mange ting gjort, at demokraterne er gunstigt stillet ved dette valg, bl.a. den økonomiske krise og Bush, men mange frygter, at Obamas hudfarve vil skræmme den vigtige hvide arbejderklasse væk. De, der står og arbejder i køkkenet, forstår derfor ikke, hvad det er, der larmer sådan klokken 20:30. De skynder sig op til det, der nu så småt er begyndt at blive en fest. Grunden til at folk allerede nu tør glæde sig er måske, at Obama er ”projected winner” i PA med en meget behagelig føring. For teoretisk set har Obama på det tidspunkt ikke vundet valget endnu.

Jay Kooke Haal danner rammen om et kampagnekontor i en protestantisk kirkebygning. Nede i kælderen er der en telefonafdeling, hvor de frivillige prøver at ”få stemmen ud” via et talerør. Her er også køkkenet, hvor den lækre mad, som frivillige kan nyde gratis, bliver lavet. Ovenpå er det store rum, hvorfra kampagneflyers bliver distribueret ud til områdets mange huse. Nu er kampagnen dog slut. Der er ikke mere og gøre, nu da afgørelsens øjeblik er kommet.

”President-elect 08 Barack Obama”. Skriget er øredøvende, og tårerne løber ned af kinderne på flere. Det umulige er netop blevet muligt. Barack Obama er blevet U.S.A.’s første præsident, der er halv afrikaner.
”Let us pray!” udbryder Alexandria i gråd. Ud over, at hun har været voluntør for kampagnen har hun også haft rollen som juridisk valgobservatør og hjulpet mig som ny i kampagnen. Vi tager alle hinanden i hænderne og en bøn bliver sagt. Et par læber åbner sig og ud kommer ”We have overcome”.

Jeg er helt sikker på, at min personlige oplevelse af valget har været radikalt anderledes end de amerikanere for hvem jeg holdt i hånden. Det vil være et øjeblik jeg aldrig glemmer, da det at mærke og tage del i deres glade var fantastisk, men der var ingen tårer i mine øjne. Langt fra. Jeg synes, det er fantastisk, at Obama er blevet præsident, da jeg tror, han vil være god for verden: Han fremfører nogle værdier i sin sejrstale som er fantastiske og er nok til at være revolutionerende i sig selv. Men da vi stod og sang ”We have overcome” sang jeg ”We shall overcome”. For jeg havde en følelse af, at der var langt at gå for menneskeheden endnu, og at det er umuligt nogensinde ”at komme over på den anden side”. Jeg er efterfølgende nået frem til, at jeg har et andet syn på det ”at nå den anden side” end de mennesker jeg delte denne aften med. De har virkelig nået deres ”Den anden side”, hvor min anden side er noget helt andet. Men stort var det at være med dem denne aften.

"The unlikely story that is Americas"

2008-11-02T18:37:00.001-08:00

The 2th of november 2008, 2 days till the 08-election, Elkins Park, Pennsylvania by Mads Peter Petoe

In favour of my friends in the Obama campaign and at my folk high school, the following text will be written in english.

One of the issues that has steadily returned to my head throughout this American journey is What is Democracy? It is not because this sentence is listed in the pensum of my subject, but simply because a lot of what I experience here makes me wonder: "Does democracy actually make sense after all?

Earlier today I see myself canvassing in a suburb of Philadelphia. Today the job is to deliver doorhangers to all the houses on my list. As it's normally the case in 'burbs, there is no pavement, so campaign-volunteers has to go on the road. One of the things that keeps me going is the fact, that right now thousands of Obama-volunteers are doing the same as I all over America. I think about Obama's campaign and about the huge number of people volunteering in it. When I was in Washington D.C. earlier in the week I attended a meeting with the president of the Labour Union AFSCME. He described Obamas campaign as "Genious", both because he started out naming the main subject "CHANGE" but also because of his fantastic grassroot organization. What I think makes this election so beautiful and breathtaking is the peoples movement that i experience. Right now I am a part of a peoples movement, which I have never tried before.

All of my life in Denmark I have never seen a peoples movement in connection. Maybe it is because we have not had the same need of chance as that of America. Or maybe we have not had a politician inspiring enough (like Obama). I think the second sentence is determined by the first one - which I think is wrong. How can we not have needed change, when our foreign policy in many cases have been conducted by Bush?

My feeling is telling me, that what I experience right now in America is the very core of democracy. I have a feeling, that when there's election in Denmark something's wrong. Where is the spirit? Where is the folk movement? Even though, the percentage of voters is higher in Denmark, the very debate is missing. The debate is between a bunch of incomprehensible politicians - not the people. I am asking myself the question: How can you say, that democracy is working, when the people don't take part in the debate?

I enjoy that feeling of satisfaction i get, being part of a peoples movement. Canvassing I get to talk with hundreds of people of which some are in favor of Obama and some of McCain. I believe there can only be a true democracy when there is a peoples movement. And in order to make that there has to be an extreme wish for change. So if one doesn't want change why should one even want a democracy?

Verden med Obama?

2008-10-31T22:00:00.000-07:00

Fredag d. 31. oktober 2008
Af: Henrik Lund

Gordon Adams, en af USA's storste eksperter inden for sikkerhedspolitik med en meget anderledes tankegang en mange andre inden for emnet.

Gordon har blandt andet arbejdet for en kreativ taenketank med forsvars budgetter, raadgivet for Clinton administrationen, arbejdet for et strategisk institut i London, arbejdet 7 aar paa universitet for han nu er blevet professor for American University i Washington.
Derudover arbejder Gordan ogsaa som raadgiver i en af grupperne bag Obama kampagnerne.

De storste bekymringer han ser for USA ude i verden er de ting som de allerede har sat i gang, ikke saa meget hvordan de skal klare de nye problemer og om de kan klare det. For det kan de, baade okonomisk og militaert. Da de er de storste paa begge omraader.

Problemer for den nye regering med Obama bliver at komme ud af den sump de er ved at falde dybere og dybere ned i, og som naesten er umulig at komme ud af. Uden det kommer til at ligne noget der er meget meget vaere nederlag for USA end Vietnam krigen, som ikke har betydet saa meget endda for USA's omdomme. Dette bliver det storste problem for USA at lose krigen i Iraq og Afghanistan. Gordon gaetter paa at Obama vil traekke styrkerne ud om 2 aar i Irak. Med hensyn til Afghanistan vil Gordon ikke gaa mere ind i landet, men han tror Obama vil.

To krige der er naesten umulige at komme ud af med succes. Tingene skal overlades til de lokale, dog ser han et problem med Sunnierne, hvem skal beskytte dem?

Noget andet Gordon kommer ind paa er USA som en supermagt.
Hvis USA skal vaere en supermagt skal USA have mere styr paa demokratiet. For med den lave stemmeprocent kan USA ikke tillade at kalde det et demokrati.

Hvis Obama ikke vinder praesidentvalget er den eneste grund til dette pga. race faktoren som Gordon siger. Dog med en klar tro paa at han vinder.

Manden bag Obama

2008-10-31T20:47:00.001-07:00

Fredag d. 31. oktober 2008
Af: Henrik Lund

Paul Booth er om nogen manden bag Barack Obama's fremstod inden for politikken, samt en af hovedpersonerne bag fagforeningen AFSCME.

Paul og hans kone Heather var med til at faa valgt Obama ind som senator ved et venskab imellem dem som startede igennem "community organizing". Hvor Paul og hans kone har viet storste delen af deres liv til fagforeningen AFSCME, og her sidder paa nogle noegleposter.

En organization som er overvaeldende demokratisk og hjaelper til med at skaffe vaelgere ved blandt andet op til dette praesident valg at have fortaget mere end 5 millioner opkald til vaelgere for at faa dem til at stemme paa Obama, brugt 20 milloner dollars paa tv reklamer samt herudover en lang raekke andre tiltag. Dog skal det fremhaeves at det er en uofficiel kampagne for Obama der kan sige lige hvad de vil.

Obama har ogsaa har en officiel kampagne stab med raadgivere der hele tiden er omkring ham. men det ligger meget imellem linierne paa Paul at han modes af og til med Obama og diskuterer ting, dog uden at han siger det direkte til os.

AFSCME sidder ogsaa og udregner meningsmaalings tal hvor de fremhenter tal fra mange forskellige meningsmaalinger og samler den i en database. Paa denne maade naar de 300000 udspurgte og paa den maade et bredt udsnit af befolkningne.

Yderligere sidder der folk og regner paa alle mulige andre taenkelige omraader. Med b.la. hvorfor er stemme procenten ikke hoejere i USA osv

Bush og hans folk kvajede sig
Paul levner ikke meget respekt for den nuvaerende regering i USA ved at sige:

"Bush og hans folk var saa uduelige- de kvajede sig paa Irak, de kvajede sig paa okonomien og de kvajede sig paa orkanen Katrina"

Som han uddyber med: Vi bliver nodt til at arbejde med dette, haabe vi kan lave det bedre.

For Paul mener at folks tillid til regeringen ligger paa et meget lille sted i ojeblikket, mange amerikanere vil gerne klare sig selv og leve den amerikanske drom hvor regeringen ikke blander sig. Men for at folk bliver medlem af fagforeninger og faar sikkerhed i deres dagligdag. og med gratis sygesikring bliver folk nodt til at stole paa regeringen, for folk er bange for at det bare vil blive vaere. Hertil siger Paul:

"Folk taenker at regeringen vil kvaje sig, vi vil vise at det ikke sker. Maaske den regering der er nu kvajer sig. men ikke vores"

AFSCME vil gore et stort stykke arbejde for at lose disse misforstaaelser. De gor allerede nu et stort stykke arbejde, men haaber det bliver endnu nemmere i fremtiden med den rette regering. Da han haaber at Obama og resten af regeringen vil laese og hore det som AFSCME har at sige og bruge det. Vi bliver nodt til at lose folks problemer, for det skal vi redde folks hjem plus det at vi skal redde deres job.

Obama er mere venstre orienteret end antaget.
I samtalen beskriver Paul ogsaa Obama som langt mere venstre orienteret end det fremgaar i hans udtalelser og af de opfattelser folk generelt faar af ham igennem medier m.m.

Dog beskriver Paul ham som utrolig aaben og klar til at samarbejde paa tvaers af partier. En mand med mange gode ideer.

Til sporgsmaalet omkring om Obama stadig er den samme mand som dengang han skrev hans bog i 1995 som meget omhandler hans syn paa hvide og sorte. Dertil svarer Paul at Obama er den samme mand som han altid har vaeret. Men han har aendret hans maade at taenke paa.
Han laeser godt, horer godt og laerer hurtigt. Nysgaerrig for hvad der sker i verden, og det er godt. Bush var meget omvendt, hvor han virkede meget arrogant og som om ingen kunne laere ham noget.

Den store test for Obama bliver praesident kampagnen hvordan den paavirker ham. For da han blev senator var det helt uden problemer. Da han naermest fik foraeret posten af Paul og hans super arbejde for Obama. Saa det er nu den virkelige prove skal staa hvor staerk han er.

Paul troede faktisk at Hillary Clinton ville have vundet praesident kandidat kapagnen for demokraterne over Obama, saa stik imod forventning stottede han faktisk dengang Hillary da han troede det var hende der skulle arbejdes for i laengden. Da han mente hun var bedre vidende om verden, da hun var med under Bill Clinton aarene.

Nu er Paul 100 % klar for at stotte Obama.
Vi fra Europahojskolen er ogsaa mere end almindelig klar til at gaa til den i Philidelphia fra i morgen. (Mindre end 12 timer fra nu) Vi giver alt ind til paa tirsdag hvor Obama vil blive valgt som praesident.

Fakta om AFSCME:
AFSCME er en fagforening med 1.4 millioner medlemmer over hele USA.
Langt fra alle amerikanere er daekket af en fagforening.
Hovedomraaderne er:
- Budget og skatter
- Sundhed og sikkerhed
- Sygesikring
- Pensions sikkerhed
- Privatisering

Yderligere gaar de ind og arbejder inden for vejarbejde, sygeplejsker, tidligere udannelse for born samt en lang raekke andre ting. For mere info - Tjek: www.afscme.org

Smaa og store mennesker

2008-10-31T20:26:00.000-07:00

Fredag d. 31. oktober 2008
Af: Henrik Lund

En vild dag paa kontoret med tre store moder, middag i byen samt Haloween part i USA's hovedstad: Washington DC.

Paa sidste dagen her i Washington DC. lagde vi ud med at mode Paul Booth. En af hovedpersonerne bag fagforeningen AFSCME. Samt ikke mindst har meget af aeren for Obama's fremdrift i amerikansk politik.
(Laes seperat blog indlaeg for mere info om modet med Paul Booth)

Efterfolgende hastede vi til Silver Spring til frokost med Gordon Adams, som om nogen har forstand paa sikkerhedspolitik og sidder i en raadgivningsgruppe bag Obama.
(Laes ogsaa her seperat blog indlaeg for mere info om modet med Gordon Adams)

Derefter var det hutigt ind i en taxa og til University of Maryland, hvor vi lidt forsinket modte en yderst oplagt udenrigspolitisk ekspert i John Steinbruner.
(Laes seperat blog indlaeg for mere info om modet med John Steinbruner)

Efter tre super moder med "store mennesker" i amerikansk politik tog vi tilbage til hotellet hvor vi fandt det yderst passende at nyde et glas af hotellets gratis champagne som er der hver dag mellem 17 - 18 i hotellets lobby. Det gav lige 10 min. til at kole ned i for i skulle forsvinde ud af doren igen og for at naa vores middags reservering paa et Etiopisk restaurant i Adams Morgan.

En stor kulturel oplevelse for os alle. Som det ogsaa var efterfolgende med Haloween udklaedte mennesker i alle byens gader, restauranter og barer. Der er vist ingen af os her i USA der herefter er i tvivl om hvor hele Haloween traditionen er fodt hvis vi da ellers paa noget tidspunkt har vaeret det. En super fed fest som for manges vedkommende sikkert ikke slutter for vi har forladt Washington DC. i morgen kl. 9.00.

For at tage videre paa vores tur og starte vores kampagne for Barack Obama i Philidelphia.
Change

Spirituelle Åndehuller

2008-10-31T05:16:00.000-07:00

Mandag d. 27.

New York er en stresset by. Alle har travlt og der er ofte ikke plads til at vise andre mennesker hensyn når man målrettet går imod sit næste "hotspot". Det skal dog ikke siges at New Yorkere ikke er venlige, for vi har mødt mange der har været mere end glade for at diskutere, snakke og argumentere med os, men der er stadig en masse larm og hast. I alt den tumult findes der dog åndehuller, hvor man kan koble af fra den travle hverdag. I disse åndehuller kan man få ro i sjælen, så man er klar til den næste anstrengelse.

Vi fandt på en dag to åndehuller, som begge var spirituelle. Måske er der en dybere mening at hente her? Det første åndehul fandt vi uden for Ground Zero. Der stod en lille kirkegård modsat Ground Zero. Der var også et kapel dedikeret til 9/11 ofrene. Den store ro fik man dog når man gik rundt om gravstederne. Stemningen forandres fuldstændigt. Der falder ro over land, så at sige. Selvom trafikken raser omkring en, er det som om tiden er gået i stå, i denne bobbel af ånde ro. Jeg kan ikke forklare det bedre, da det føles som noget uopnåeligt at beskrive, men det føles som om ens sjæl falder til ro.

Det er den selvsamme følelse der går igennem med det næste pusterum. Vi opnåede vores næste sjælero da vi gik ind i en trinity kirke. Vi blev fuldstændigt afskåret fra omverdenen og den pragtfulde kirke gav os alle en chance for at falde ned. For at sætte prikken over i´et var der endda et kirke-kor der øvede på det tidspunkt. Sød engelsk musik rungede sagte igennem kirken og vores sind. Det var en dejlig oplevelse. Selv i New Yorks larm og trængsel er der spirituelle genopfriskninger. Dette fremhæver blot at New York er en by af mange farver, selv guddommelige fristeder. Eller, måske bedre formuleret på engelsk; "A Sanctuary"

- Matthias Heine Kortegaard

The Era of Obama

2008-10-30T21:04:00.000-07:00

torsdag d. 30. oktober 2008
af Sascha Moeller
Washington D. C.

John Judis tror paa Obama vil bliven en ny stor praesident, der indleder en gylden alder for Demorkaterne. Det er der flere faktorer, der peger paa.

Vi befinde ros inde bag doerene paa 1779 Massachusetts Avenue. Det er hos taenketanken Carnegie Endowment for International Peace. En af de utallige institutioner som roeverbaronen Carnegie efterlod sig som et udtryk for den progressive periodes (1890'erne op til foerste verdenskrig) ideal om velgoerenhed. Der er moede med den venstre-intellektuelle John Judis, der har beskaeftiget sig en del med republikanernes brug af race-kortet i valgkampen. Det har dog ikke vaeret saa dominerende som man kunne frygte. Dog dukker det op i uventede sammenhaenge. Tag nu skattepolitik. Obama er kendt blandt republikanere som Mr. Redistribution. Han vil omfordele penge til folk der er paa offentlige overfoersler. Dette er ikke bare den skinbarlige socialisme, det er ogsaa underforstaaet, at folk der modtager penge fra det offentlige er sorte. Selv om der faktisk er flere hvide modtagere.
Men trods forsoeg paa at bruge racekortet som et saakaldt wedge issue - altsaa et emne, der drives som en kile ind mellem modkandidaten og hans vaelgere, saa virker Amerika som vaesentligt mere tolerant end noget vi har set foer. Amerika synes overmaade klar til en sort praesident. Obama kan endda blive den praesident, der indleder en ny guldalder for Demokraterne. Som den der blev indledt under Franklin D. Roosevelt i 1933 og afsluttedes med Lyndon B. Johnson i 1968. Situationen for Obama i en foerste praesidentperiode kan minde om Reagans foerste fire aar, hvor han stod staerkt med flertal i Kongressen. Det er heller ikke usandsynligt at Demokraterne kan udbygge deres tag om de to kamre.
Judis fremfoerer at Obama har koert en meget forsigtig kampagne, men det er sjaeldent afsloerende for hvordan en amerikansk praesidents periode forloeber.

Der er dem som forudsiger, at Obamas periode vil bilve en praeget af oekonomisk genopretning, der vil hindre reform paa andre omraader, fx national sundhedsforsikring til alle amerikanere. Dem hoerer Judis ikke til. USA vil i kraft af sin status som indehaver af verdens reservevaluta, dollaren, fortsat kunne spendere sig ud af krisen - en keynesiansk tilgang - og ikke skulle spaende livremmen ind, som de neoliberale fortsat haevder at man boer.
Der er nok graenser for, hvad Obama kan goere paa de foerste 100 dage, men i tilfaelde af demokratisk overtag i Huset og Senatet skal der vaere tid til at gennemfoere reformer.
Situationen lige nu minder meget om situationen i 30'erne i den forstand, at vejen er banet for Obama til at gennemfoere sin New Deal. Nogle mener det vil vaere reguleringen af finanssektoren, andre mener at det vil vaere indfoerelsen af universel sundhedsforsikring.
Men vil vi ligefrem komme til at leve i en Obama-aera? Rent historisk bevaeger politik sig i cykler. Som sagt havde demokraterne deres storhedstid fra 1932-68. Sidenhen har republikanerne i hoej grad siddet i foerersaedet. Men kendetegnende for disse skift er at de er sket ved indledningen til stoerre recessioner.
Men der er ogsaa sket et mentalt skred. USA er blevet mere tolerant, og det pendul der i Syden svingede mod hoejre efter at Lyndon Johnson i 1965 underskrev borgerrettighedslovene er ved at svinge tilbage. Flere stater syd for Mason-Dixon Linien (den gamle graense mellem Nord og Syd-staterne) er ved at skifte demografisk. Stater som North Carolina og Virginia har faaet langt flere migranter, isaer unge studerende der maaske senere vil finde beskaeftigelse i de hoej-teknologiske sektorer staterne har opbygget. Men isaer er mange latinos flyttet til Syden og de ser ikke Obama som en fremmed - tvaertimod identificerer de sig med ham. Han er selv kommet fra ingenting og arbejdet sig op i det amerikanske samfund. Syden er med andre ord blevet langt mere kosmopolitisk - og kigger man paa koncentrationen af computerbrugere saa vil den vaere sammenfaldende med de omraader hvor Obama staar staerkt.
Der er ogsaa en trend, der siger at folk i stigende grad vil flytte fra forstaederne og tilbage til bycentrene. Dette vil skyldes energikrisen og de forbundne stigende transportudgifter. De kan ogsaa ses som et udtryk for den nye kreative klasse, der er i fremgang i bl. a. Syden.
Som sagt vil der isaer paa klima-omraadet vaere ting som Obama ikke kan gennemfoere de foerste aar - de er simpelthen for kontroversielle. Men Obama kan ved at vaelge personer der raekker over midten fremme disse maal. Judis foreslaar en moderat republikaner som Arnold Schwarzenegger. Som guvernoer i Californien har han vaeret fremmelig paa miljoe og klima. Men trods sin forsigtige retorik, er der ingen tvivl om at Obama vil vaere parat til at forhandle en loesning paa den militaere tilstedevaerelse i Irak og han vil formentlig vise sig at blive mere venstre-orienteret end hans kampagne signalerer. Men kan han ligefrem traekke Amerika mod venstre som det til dels skete under Roosevelt?

Anne Grethe Rasmussen

2008-10-30T20:55:00.001-07:00

Torsdag d. 30. oktober 2008
Af: Henrik Lund

Middag med Anne Grethe Rasmussen. Journalist for "Information", "Mandag morgen", samt "A4"

I en tid med kun 5 dage tilbage til valgdagen og masser af travlhed fandt Anne Grethe Rasmussen alligevel tid til at mode os og tale om USA og journalistik.

Selv om Anne Grethe Rasmussen kun har tilbragt 3 1/2 maaned i USA efter at have flyttet efter 4 aar i Frankrig. Har hun ikke ligget paa den lade side med at interviewe adskillige store personligheder i Washington. B.la. til en stor sikkerhedspolitisk konference omkring truslerne for USA ude i verden. Her deltog ud over politikere ogsaa medlemmer fra FBI samt CIA.

Den klare opfattelse blandt amerikanerne er at de ser USA skal vaere en supermagt igen. Ikke om de kan vaere, men at de skal vaere. Det er en grundlaegende ide blandt rigtig mange amerikanere paa tvaers af partierne.

Et rigtigt hyggeligt mode med Anne Grethe for hun maa haste videre til endnu et mode.

En Verden Indeni

2008-10-30T20:54:00.000-07:00

Chinatown var et kulturchok. Jeg står af metroen og befinder mig midt i Kina. Kinesiske skilte, kinesiske biler og kinesere overalt. Selvom det er ved at blive sent, en seks tiden, er der stadig et mylder af mennesker omkring på gaden, alle kinesere. Det er et helt problem bare at bevæge sig ned ad gaden. Dog lykkes det os at komme igennem mængderne og finde vores destination: En kinesisk restaurant.

Her mødtes vi med en af Jørgen Draghsdahls gode venner, Ilja, en tidligere sovjetisk journalist. For først kort at beskrive maden, var den mildest tal eksotisk. Jeg fik en oksekødssuppe med nudler, da det er min specialitet, og de andre fik bl.a. helt-stegte fisk og andre forskellige asiatiske delikatesser. Meget stærkt mad, det er tydligt at kineserne i restauranten godt kunne lide at benytte krydderier. Dejligt måltid. Mødet og samtalen med Ilja var en interessant indsigt i hvordan det gamle Rusland fungerede og et blik ind i den sovjetiske mentalitet. Propaganda stod højt på dagsordenen i det sovjetiske Rusland. For eksempel blev de bildt ind at Amerika havde det meget bedre og levede under dekandente livsnormer som var utilstrækkelige for normale mennesker. Denne indbildning blev gjort klart for Ilja igennem Jørgen som viste at Amerika ikke var et overflødens land, men stadig et land af muligheder. Efter at Jørgen havde introduceret Ilja til det "virkelige" Amerika har de haft et ubrydeligt venskab.

Da Ilja blev spurgt om hvad der skulle til for at ændre Rusland, sagde han at befolkningen havde brug for at få noget sund fornuft. De skal stoppe med at lytte til alt den propaganda, som til den dag i dag stadig er i effekt (dog til en mindre grad), som medierne spytter ud. Jeg fik det indtryk fra Ilja at Ruslands befolkning er fanget af deres mediers propaganda og måske at de har en mentalitet der let acceptere disse indbildninger for blindt at kunne følge deres leder. Alting bliver så evindeligt meget lettere når man kan lægge hele ansvaret hos en anden.

Med den nyfundne indsigt i Ruslands fortid, og nutid, sagde vi farvel til Ilja. Den sidste tanke der slår mig er at vi, ved at besøge Chinatown, og hvis man vil være filosofisk; Ruslands fortid, har besøgt en verden indeni en verden.

- Matthias Heine Kortegaard

Sightseeing i New York

2008-10-30T20:26:00.001-07:00

Mandag d. 27

New York er kendt som smeltediglen. Dette kan bl.a. ses på den vide række af historiske "attraktioner" der befinder sig i byen. Vi blev dog nødt til at indkredse vores valg lidt da vi kun havde en dag dedikeret til at lege tourister i New York. Vi startede med at se Frihedsgudinden, ved South Ferry. Hver gang jeg ser hende bliver jeg imponeret. Hun står højt og stolt, som et symbol for Amerikas drømme og håb. Dog må man ikke forglemme realiteten. Ved siden af frihedsgudinden ligger Ellis Island, hvor immigranterne skule vente før de kunne komme ind i Amerika. Under deres ophold skulle alt om dem checkes. Sygdomme, omstændigheder og diverse. Det kan diskuteres hvorvidt at USA, som essentielt er et land af immigranter, kan tillade sig at sætte disse krav.

Det er let at lade sig rive med af stemningen når man står over for disse storslåede seværdigheder, men det skader ikke at holde tungen lige i munden, så man har mulighed for at se hele historien.

Det næste stop på programmet var Ground Zero. Fra USA´s stolthed til dets sorg. Kraner, bygningsværk og stilladser er i fuldt gang med at genopbygge. Jeg kan føle hvordan at det her er en af verdens store omdrejningspunkter, som en dråbe i vandet hvor ringene spreder sig ud i alle retninger. Fra denne dråbe blev terror et meget centralt emne i Amerikansk, og verdens politik.

Turen fortsætter, denne gang til American Museum of Natural History, hvor der er et bredt spektrum af artistiske oplevelser. Lige fra udstillinger om dinosaurer, klimaforandringer og eksotisk dyr til de forskellige kulturer der er i verdenen. Som man nok kan forestille sig, med alle disse emner, var det et enormt museum, vi havde en hel time til at se os omkring, og det var ikke engang nok til at se en fjerde-del af alt der var at byde på. Jeg var helt blæst af atmosfæren og dens enorme størrelse. Der var noget for alle her, lige meget hvad deres baggrund måtte være. Meget til min glæde viste det sig at være meget ulig de "normale" tørre museer, da der var masser at se og opdage.

- Matthias Heine Kortegaard

New Yorks seværdigheder

2008-10-30T20:08:00.000-07:00

Mandag d. 27 i New york, stod den på sightseeing. Først var der en tur tæt på Harlem, midt om natten. Jeg tillader mig den frækhed at havde vores lille spadseretur med som indlæg da det er efter kl. 12. Da vi havde fået sovet fortsatte vi vores sightseeing. Vi så, i rækkefølge; frihedsgudinden, Ground Zero, America Museum of Natural History og China Town.

En midnats spadseretur ved Harlem

Der er mørkt, Central Park ligger lige over gen og pulsen er høj. Vi havde planer om at se Harlem, bare ikke mens der var mørkt. Et check på mobilen fortæller mig at klokken er over 12. Der lader til at være lidt nervøsitet i gruppen, dog er der også en følelse af spænding, for mig i hvert fald. Rygterne omkring Harlem er utallige, det ene mere drabeligt end det andet. En hjemløs stopper op foran hele gruppen, som havde han hoppet frem fra en gyde og giver os et chok. Han for nogle penge efter han gør sin situation klar for os og går væk, dog med en enkelt "god bless you". Vi fortsætter vores raske spadseretur, og lægger Central Park bag os. Blot et lille stykke tid efter suser der en politi bil forbi. Det er den første af mange vi får set. Jeg når at få talt seks politibiler før vi når vores, hole-in-the-ground hotel. Hjem, kære hjem.

Det virker næsten surrealistisk, hvordan der kan være så mange politibiler på sådan et tidspunkt. Dog er det også klart da der er meget kriminalitet i New York. Men trods alle historierne var det farligste Harlem kunne byde på en hjemløs, mod seks politibiler til at værne om vores sikkerhed.

- Matthias Heine Kortegaard

Hans Moller Kristensen

2008-10-30T20:02:00.000-07:00

Torsdag d. 30. oktober 2008
Af: Henrik Lund

Mode med Hans Moller Kristensen der arbejder i Washington for "Federation of American Scientists" inden for atomforskning og atompolitik.

Under modet kom vi ind paa emner som atomvalget i 1988 med fremvisning af hidtil hemmelige dokumenter med Uffe Ellemann Jensen, USA's transport af atomvaaben med fly over Gronland i dansk luftrum samt transport af atomvaaben med skib i 1991 til Kobenhavn. Ting som Amerikanerne for benaegtede haardnakket at de ikke gjorde. Men efter praes og naermere undersogelser fra blandt andet Hans Moller Kristensen kom det frem at de alligevel var tilfaeldet.

Yderligere kom vi ind paa amerikansk atompolitik i dag og med en Obama som USA's naeste praesident. At han med stor sandsynlighed ved stoppe for atomprovespraengninger samt nedskaere antallet af amerikanske atomvaaben.

"Obama vil have forbaedret Clinton regeringens atompolitik"

Som Hans siger og uddyber med at Clinton regeringen havde en meget fornuftig atompolitik. Uden at naevne Bush regeringens for meget.

Et rigtigt hyggeligt mode med Hans Moller Kristensen.
Som kan opleves paa dansk grund d. 17. november da han deltager i en konference i Kobenhavn med folketinget.

Fakta:
Hans Moller Kristensen er dansk fodt, amerikansk gift. Har boet i USA siden 1991 og har for boet i San Fransisco (Californien) i 3 aar inden han flyttede til Washington.

The grassroots go to Washington

2008-10-30T07:34:00.000-07:00

Washington D.C., ons. d. 29. okt. - 6 dage til valget.

Middag: Vi ankommer til vores nye luksushotel. Her er plysbetræk i elevatoren, panterprikkede morgenkåber og afdæmpet lys på det fancy badeværelse.

Eftermiddag: Vi kører i den arkitektonisk spændende metro mod Huntington. På vejen mod vores endestation kører vi forbi Pentagon. I dag har vi et møde, der er off the record. Det eneste jeg derfor vil sige om det er, at det for mig var et personligt givende og spændende møde omhandlende amerikansk udenrigspolitik på et højt plan.

Inden mødet starter har vi en rundvisning på George Washington Masonic Memorial. George Washington, der var den første Amerikanske præsident og tiltrådte i 1789 var medlem af frimurerlogen. Masonic Memorial er da også ejet af frimurerne og indeholder en flot fremstilling af både George Washingtons vej til magten men også frimurerlogens forskellige retninger. Vores rundviser er selv medlem af logen. Jeg er simpelthen nødt til at få bekræftet min fordom om, at en frimurer som ham er repuplikaner, så jeg spørger ham:

"Can i ask you who you are going to vote for in the election?". Jeg får bekræftet min fordom - og så alligevel ikke:

"Sure. I am going to vote for Obama. But i am a republican. Infact I am the leader of the republican movement on my school".

Aften: Efter at have gået lidt op og ned af de "meget restaurerede" gamle gader i bydelen omkring monumentet tager vi metroen tilbage til Dupont Circle. Her går vi ind i en særdeles stemningsfuld lille boghandel, der sværmer af mennesker. Her kan man både få lækker mad, kaffe eller læse i de mange bøger.

En spændende dag er slut. I morgen starter en ny.

Af Mads Petet Petø

Candyfloss, traerodder og religion

2008-10-30T07:25:00.001-07:00

Sondag den 26 okt. 2008
af Shadi R.

Amerikas graesr'odder fik efter noget turbulens fundet frem til Peoples Baptist Church of Boston. Som startede i 1805 som den forste afrikanske baptist kirke i USA. Vi blev budt vlkommen og vist ind til hvor vi skulle sidde. Der var solskin og varmere end vi havde regnet med. Kirken blev lyst op af solens straaler udefra som skinte igennem de multifarvede mosaik glas ruder. Ind paa det morke trae ved baenkene og altert. Gudstjnesten gik igang kl. 10.45 hvor koret kom gaaende ind af kirke gulvet syngende i deres morkerode dragter. Der blev saa budt velkommen til alle fremmodte, store og smaa saavel som yngre og aeldre. Alle blev indbudt til en salme hvor guitar,trommer og orgel blev sat igang med energisk rytme og dans. Saa blev de nye gaester i kirken bedt om at introducere sig med en kort beskrivelse og derefter gik alle rundt og hilste paa hinanden. Dette gjorde at man kom hinanden ved og opholdet mere naert.. Vers fra Biblen blev laest op og endnu en rytmisk salme blev sunget. Reverend Dr. Dale P. Andrews var inviteet til dagens ceremoni til Pastor Reverend Dr. Wesley Roberts 28 aars jubilaeum 'som bestyrer.
"The lure of cotton candy " - Fristelsen af candyfloss. Dette blev brugt som en metafor omkring det at vi mennesker for tiden eks. bliver fristet af den sode smag lige nu og her i livet, men naar vi faar en bid af det smelter det ligesaa hurtigt paa tungen som det er kommet. Sagt paa en anden maade vi soger midlertidig nu og her tilfredsstillelse som indhold i livet, ved bare at gore det som vi lyster eller foler for uden omtanke paa fremtiden eller efter doden. Livet bliver hurtigt meningslost og tomt ved 'fristelsen af candyfloss'. Fremgang bliver forvekslet med indhold, citat fra Rev. Andrews 'Prosperity is mistaken for substance.' Istedet skal vi plante vores rodder i en storre mening saa vores liv ikke pludselig falder fra hinanden i en tomhedhed, som var det en skal uden indhold. Pga manglende basis og vaerdier i vores liv. Jo laengere tid der gaar jo dybere gaar traernes rodder og gore det stabilt saa det ikke vaelter. Dett blev fortalt paa den mest livlige, energiske og passioneret maade af Rev. Andrews som er professor i Martin Luther King Jr. Feedback fra folk under hele ceremonien blevet givet i form af "mhhmm" og "Amen". Selvom jeg ikke er kristen selv saa var der engang en meget klog og naer person der sagde til mig at et hvert sted der er Guds hus er et godt sted. Og man kunne maerke en hel speciel energi og varme. Selve kirkens Pastor sluttede af med en tale og inviterede folk med til hans 28 naars reception og en bon. Efter gudstjenesten gik vi nedenunder ind til reception for Pastoren. Vi sad delt op ved forskellige borde og snakkede med de forskellige folk. Der kom mad paa bordet i form af kartoffel salat og brod til at starte med. Derefter stegt kylling med kinesiske ris, bonner og squash i tern. Undervejs i middagen blev der holdt smaa takke taler til Pastoren, bla. af Jorgen D., og Pastoren sluttede selv af med at takke folk for at have stottet ham i hans arbejde. Vi kom derfra med ny energi og en hel masse kylling med til vores tur til New York.

Very Important Person

2008-10-29T19:49:00.000-07:00

Tirsdag d. 28. oktober 2008
Af: Henrik Lund

En aften i byen paa Times Square med VIP behandling til rap & hip hop koncert paa Roseland var afslutningen paa vores lidt over 3 dages besog i New York.

Som aftalt tog vi tre personer afsted til Rap koncert med The Roots samt GymClassHero paa musikstedet Roseland paa 52 avenue ved Times Square.

Vi var lidt senere paa den end beregnet og maatte stille os i ko bag mindst 100 paa jagt efter billetter. Vi var derfor ikke sikre paa at komme ind. Da vi havde staaet lidt i koen kom en fyr hen og ville saelge nogle billetter, men da ingen andre havde lyst til at kobe dem satte vi lidt tvivl ved aegtheden af dem. Han ville endda have 45 dollars per stk. som var det samme belob som de tog indenfor. Derfor afslog vi. Han provede saa at prutte prisen ned paa billetterne for at faa dem solgt inden showet startede. Vi ville give 110 for 3 stk. men han afslog. 2 minutter senere skulle det saa vise sig at han kom tilbage igen og vi fik lavet en handel.

Efterfolgende gik vi indenfor, vi blev dog pludselig temmelig nervose da vi kunne se at alle andre havde en anden slags billetter. Vi troede han havde snydt os. Dog skulle det vise sig at vaere en helt anden historie da vi fik scannet billetterne og blev visiteret.

"Vi blev vist hen til en trappe som forte op til VIP rummet."

Et super sted med masser af siddepladser og kun de fornemste, rigeste og kendte kom. Vi var kommet op i himlen. En bar hvor man ikke skulle staa i ko laenge og toiletter var der rigelig af. Derfra kunne vi sidde lige ved siden af scenen og kigge lige ned, hvor alle andre havde staa pladser paa gulvet nedenunder plus de kunne se frem til at staa op i alle fem timer med lang ko til baade toilettet og baren.

Selve showet var kanon. I avisen New York Times havde det ellers faaet daarlige anmeldelser, men det var langt fra tilfaeldet. Med musikere i topform og et taet paa ud udsolgt spillested og med publikum der fik taget til at lette,gjorde det til en kaempe oplevelse.

Der var flere gaeste artister som f.eks. Estelle som har sunget "American Boy" plus flere i de to bands er kendt fra andre lejligheder.

Knap 5 timer forrygende underholdning og masser af oplevelser rigere kunne vi nu forlade Times Square og sige farvel til New York for denne gang.

2008-10-28T07:27:00.000-07:00

Naar videnskab bliver til politik

loerdag d. 24. oktober 2008
af Sascha Moeller

Der skal kommunikeres effektivt, hvis videnskaben skal have en stemme. Politik har sin egen indre logik.

Vi besoeger aegteparret David Wright og Lisbeth Gronlund, der begge er eksperter i missilforsvar og Co-Directors p[ det globale sikkerhedsprogram under det videnskabelige oplysningsforbund Union of Concerned Scientists (UCS).

UCS ligger taet paa Harvard Universitetet men opstod i 1969 blandt fysikere paa MIT, der var bekymrede for finansieringen af vaabenudviklingen under Vietnamkrigen.

Det var videnskabsfolk der engagerede sig politisk. Siden hen har videnskaben haft mere end traenge kaar for at komme til orde naar politikere mener at vide bedst, hvad der kan lade sig goere.

De bekymrede videnskabsfolk beskaeftiger sig ikke blot med missilforsvar, men flere aspekter af atomvaaben, global opvarmning, energi, foedevarekrise og videnskabelig integritet.

Videnskabelig integritet er et omraade der er kommt til siden Bush-administrationen traadte til. Den foerte nemlig en en bevidst strategi med at betvivle motiverne bag, hver gang videnskabsfolk kritiserede regeringens politik ift. missilforsvar eller klimaforandring. Efterhaanden blev det noedvendigt for UCS permanent at imoedegaa denne trussel mod deres trovaerdighed.

Trovaerdighed er det altsaa vigtigt at have, ikke blot som videnskabsmaend og -kvinder men ikke mindst som neutrale spillere paa den politiske scene. Neutrale i den forstand, at UCS' eneste interesse er en korrekt forstaaelse af videnskaben i de politiske sager den indgaar i. Der er ogsaa et mindst lige saa vigtigt politisk element af trovaerdighed. Det er den finansielle uafhaengighed af regeringen og erhvervslivet. Pengene faaes fra fonde og fra deres 80.000 stoette-medlemmer.

UCS' vigtigste opgave er at skaffe videnskabeligt oversigtsmateriale for indflydelsesrige folk. Men ogsaa at oplyse den brede befolkning om emnerne og forberede spoergsmaal for deres politiske allierede. I alle tilfaelde er det vigtigt hvordan komplekse emner kommunikeres ud effektivt.

Der produceres store, saglige rapporter, men de bliver sjaeldent laest af politikere eller almindelige mennesker. Rapporternes formaal er at bygge trovaerdighed, mens oversigtsmaterialet der kan vaere blot to sider skal naa den brede offentlighed. Men her er der ogsaa taenkt i hvem der skal laese det. UCS udgiver fx materiale der er rettet mod hver enkelt stat i USA om foelgerne af den globale opvarmning. Hvis man fx bor i Pennsylvania vil man ud fra materiale se, hvordan sommeren vil blive i den stat i loebet af 100 aar, hvis den globale opvarmning forloeber i et vist scenarie.

Et kort flytter staten Pennsylvania i flere stadier over en tidslinie mod syd til Georgia. Om 100 aar kan Pennsylvania altsaa have det samme klima og alle amerikanere ved hvor uuholdelig somrene er dernede. Andre eksempler kan vaere at traer eller dyr som Pennsylvania er kendt for forsvinder, hvilket nok kan tale til en pennsylvaners lokalpatriotisme.

Vi faar oplaeg om missilforsvar, global opvarmning og alternativ energi der alle er af hoej kvalitet.I missilforsvar er det noedvendigt at paapege overfor politiske ledere lige siden Reagan lancerede sit stjernekrigsprojekt - et laser-baseret missilforsvar i rummet - at den slags projekter er med til oege risikoen for et vaabenkaploeb og ustabiliteten i verden. At de fleste planer enten er teknologisk tvivlsomme, at de er for dyre og at de skaber mere fare end sikkerhed.Selv hvis man kan lave en form for missilforsvar, er det altid nemmere for de teknologisk underlegne modstandere at foretage modforholdsregler der kan narre systemet.

Men ideen om et missilforsvar taler til den menneskelige illusion om at man kan opnaa total sikkerhed eller ogsaa er projektet godot for vaabenproducenterne, hvis man som politiker gerne vil genvaelges og mangler sponsorer.

Her i Europa har UCS vaeret uundvaerlig, da der hos os ikke findes nogen ekspertise paa omraadet, men har haft brug for viden for at kunne tage stilling til Bush's planer om at opstille missiler i Polen og radarer i Tjekkiet. Selv mht. opgradering af Thule-radaren paa Groenland, der ogsaa indgaar i USAs missilforsvarssystem.Mht. det forestaaende valg, er UCS mest til Obama, da han laegger taettere paa deres maal om udvikling af vedvarende energi i USA.
USA er nok bagefter med at udbygge de alternative energiformer (AE) - kun 2% af al elektricitet kommer i dag fra AE, dog taeller USA ikke vandkraft med som i sig selv udgoer 7%. Men taenk paa, at USA allerede har passeret Tyskland i antallet af producerede MegaWatt fra vindkraft. Landet har et enormt potentiale at udnytte.
Saa Obama er den foretrukne kandidat. McCains tro paa olieboring ud for Alaskas kyst vil kun virke kortvarigt med at faa benzinpriserne ned. Paa laengere sigt har det ikke nogen saerlig effekt.
Men saadan er det, naar politik foelger sin egen logik.

Og vinderen er: Obama - På nær hvis?

2008-10-27T07:27:00.000-07:00

Lørdag d. 25. Oktober 2008
Af: Henrik Lund

I et spændende interview med dagbladet Information´s USA ekspert Martin Burcharth, bliver McCain ikke levnet mange chancer for at vinde det kommende præsidentvalg.

Martin Burcharth som har dækket USA´s præsidentvalg 6 gange siden 1984 omtaler Palin som en klods om benet på McCain. Meget skal gøres anderledes hvis Republikanerne skal have den mindste chance for at indhente den føring som Obama i skrivende stund har i meningsmålingerne på 15 procent point.

Som Martin Burcharth siger:

”Det er en helt enestående ting der sker for Amerikansk historie nu”

Med henblik på race spørgsmålet, hvor det for bare 40 år siden aldrig vil have været muligt at se en ”sort” som præsident.

Jeg vil personligt tilføje at: Dette er et lille skridt for et menneske, men et stort spring for menneskeheden. En sætning som USA brugt ved den første måne landing, men som nu med rette kan bruges i denne sammenhæng. Som jeg personligt mener er den største begivenhed i USA´s historie: At alle mennesker er skabt lige.

Dog skal vi huske på at der stadig er 10 dage tilbage USA har valgt sin præsident, og meget kan nå at ændre sig endnu. En af de ting der kan gå imod en Obama sejr er netop race faktoren, hvor det kan være ”en ordentligt mundfuld for nogle hvide at have en sort som præsident”. Som Martin siger.

Dette pga. i de større byer ser man mange sorte klumpe sig sammen i områder hvilket giver et dårligt ry med lav uddannelse, meget kriminalitet samt fattigdom. Omvendt på landet hvor de bliver mere integreret i samfundet, her er mange hvide positivt stemt.

Yderligere skal man se på meningsmålingerne hvor det primært er de ældre der optræder i disse, hvor mange unge har mobil telefon og dermed ikke bliver regnet med. De er generelt meget positivt stemt for Obama.

Obama står helt klart til at vinde flest stemmer i valgkampen, og det vil han gøre med næsten 100 procents sikkerhed. Dog skal vi huske at det er den med flest valgmænds stemmer der vinder valget og bliver USAs næste præsident. Derfor kan alt ske endnu.

En ting er dog helt sikkert: Vi vil gøre alt for at få valgt Obama som USAs næste præsident.

Boston By night and day

2008-10-27T07:14:00.000-07:00

Lørdag d. 25. Oktober 2008
Af: Henrik Lund

Efter lidt over to dage i Boston havde vi på tredje dagen tid til noget mere sightseeing før et møde med Martin Burcharth senere på dagen.

Der var mulighed for en tur p[ shoppingtur i Bostons gamle gader, fra Central Station og rundt i byen. Andre valgte turen ud til Bunker Hill samt USS Constitutial, et gammelt skib fra 1797.
Begge ting en del af turen Freedom Trail, hvor man kan tage turen rundt i Boston og se de mange seværdigheder.

På turen bemærkede man intet til det forestående præsidentvalg blandt de udelukkende mange turister. Det var først da vi bevægede os væk fra turistområderne vi så skilte med stem her og skilte med Obama/Biden samt McCain/Palin i vinduerne.

Vi mødte også Martin Burcharth, USA ekspert og journalist på dagbladet Information, hvor han har dækket det Amerikanske præsidentvalg 6 gange siden 1984.
Her var der tid til spørgsmål omkring det sidste nye inden for Amerikansk politik, race faktoren samt alt hvad påvirker de amerikanske borger i almindelighed.

Senere på dagen var der tid til at udforske Bostons aften og natteliv, med besøg på barer med forskellig musik samt det i sig selv er en oplevelse at se de mange mennesker der begiver sig frem og tilbage på gaden.

En time med Chomsky

2008-10-27T07:13:00.000-07:00

Fredag d. 24. Oktober 2008
Af Sascha Møller
Boston

Der er ikke plads til megen optimisme på vegne af en forventet Obama præsident-periode hvis man ser verden fra hvor Noam Chomsky sidder. Dog er han overbevist om, at trods finanskrise vil USA bevare sin førerposition, og det er just det sørgelige.

Vi bevæger os hen af de endeløse gange. Rørene i loftet forsvinder i det fjerne og man bliver svimmel af at tænke på, at dette kun er en ud af mange etager. Stedet er M. I. T. – Massachusetts Institute of Technology – uden tvivl det mest avancerede tekniske universitet i verden. Der mangler da heller ikke selvbevidsthed her – adskillige plader minder os om de folks bidrag til videnskab og teknologi der næppe kan overvurderes.

Godt gemt midt i denne verden af frygtindgydende teknisk videnskabelig forskning befinder sig institut for lingvistik – en sprogvidenskab jeg ikke umiddelbart ville vente at finde på et teknisk universitet. Men her ligger det i en opsigtsvækkende rød bygning med skæve vinkler, neutrale skinnende stålfacader der brydes af markante farver som skriggul og orange. Arkitekten er formentlig den samme som tegnede Guggenheim museet i Bilbao.

Her i et stort rummeligt kontor holder Noam Chomsky hof. Vi er blevet givet en times audiens hos anarkisten, der af nogle kaldes en amerikansk dissident. Den 7. December fylder han firs år og sikkert er det, at siden han begyndte at kritisere den amerikanske hærs indsats i Vietnam er han blevet mere kendt for sin kritik af Amerikas indenrigs- og udenrigspolitik end hans oprindelige metier som er lingvistik. Det er ellers ikke fordi, at han er anonym inden for denne sprogvidenskab. Han kaldes den moderne lingvistiks grundlægger, på baggrund af hans banebrydende arbejde med grammatik i 50’erne.

Vi har været utrolige heldige med overhovedet at få en aftale med Chomsky. For mig personligt skal jeg møde en af mine forbilleder. Som et ungt menneske under 30 er jeg vokset op i lyset af murens fald, med Francis Fukuyamas tese om historiens ende. Min generation er opflasket med myten om den nye verdensorden, håndhævet af et almægtigt men godsindet Amerika, der som eneste supermagt i verden, retfærdigt skiller ondt fra godt.
Her kommer Chomsky ind som et sundt korrektiv, og minder os om, at hvis man ser på USAs handlinger efter murens fald, så er de blot en fortsættelse af deres vante praksis i det tyvende århundrede. Chomsky påpeger USAs hykleri, når de mener at være en særlig frihedens magt, der i modsætning til de traditionelle europæiske kolonimagter, bringer frihed, demokrati og menneskerettigheder til udviklingslandene. Derfor mener de sig også berettiget til at være hævet over den selv samme internationale orden, bedst udtrykt i FN, USA var med til at bygge op efter anden verdenskrig. Sådan kan det gå, når man som Chomsky insisterer på at tage USA alvorligt, når de hævder at være the good guys, a beacon of light, den skinnende by på bjerget. Den slags forpligter synes Chomsky at mene.

Der står han så. Larger-than-life. Klædt afslappet i en grøn striktrøje over en blå skjorte. Det karakteristiske let bølgede, lyse hår og hans varemærke: den stille, drævende stemmeføring, der langsomt arbejder sig frem til sine pointer, nærmest kedeligt, som Chomsky selv foretrækker det. En slags værn mod overfladiskhed kan man mene. Han er berygtet for at læse alt der kan have betydning for hans synspunkter. Hans kontor er da også fyldt op med bøger og tidsskrifter og han fremviser gerne et stort billede af en af hans inspirationskilder, filosoffen Bertrand Russell. Mest fortællende er en række af papkasser, der står på arkivskabe, lige inden for døren til hans forkontor. På kasserne er skrevet ”Chomskys old journals – help yourself” – dette er Chomskys gamle tidsskrifter og magasiner han abonnerer på. Der er eksemplarer af latinamerikanske fagforeningsblade fra 1970’erne men også nyere journaler om Mellemøsten fra starten af dette årti. Man mere end aner, at der næste uge vil være flere stakke der ender her. Der skal store mængder kilder til for at være så velinformeret som Chomsky er.

Det viser sig, at Chomsky ikke er helt så begejstret for Obama, som vores lille forsamling er. Men hvad andet kan man forvente af en mand, der betragter USAs to store partier, som to fraktioner inden for hvad han kalder ”The Business Party”. De varetager begge kun de store amerikanske korporationers økonomiske interesser.
Han vil dog gerne medgive at Obama er langt den bedste kandidat at foretrække, men selv vil han dog stemme på den uafhængige præsidentkandidat, den tidligere forbrugeradvokat Ralph Nader. Det er en kandidat, der ligesom Chomsky utrætteligt udfordrer de store etablerede partier, og som også insisterer på flere valgmuligheder i det amerikanske demokrati.

Pga. finanskrisen og USAs gæld til udlandet vil Obama formentlig ikke have de store muligheder for at manøvrere. Men Chomsky som overhovedet ikke mener, at USA skal have noget at sige om Iraks fremtid, ser kun en hurtig tilbagtrækning af tropper som acceptabelt. Det mener han ud fra det simple faktum, at USA er en aggressor, den værste forbrydelse i folkeretten, hvis nogen skulle have glemt det. Som ulovlig besættelsesmagt har USA ikke ret til nogen indflydelse, siger Chomsky til et USA der er oprørt over, at nogen kan finde på at skyde på deres soldater.

Chomsky vil dog medgive, at bare det at landet står til at få en sort præsident, den forandring vil gennemsyre alting. Han ser også en positiv forandring i USAs udenrigspolitik. Det er blevet sværere for USA at dele og herske i u-landene. USA kan ikke længere som i 1963 i Sydvietnam installere et diktatur, hvis de tidligere ledere insisterer på forhandlinger med Nordvietnam. I Irak blev amerikanerne nødt til at tillade en vis grad af demokrati, fordi de ellers havde udsigt til massiv folkelig ikke-voldelig modstand. Så hellere kæmpe mod et mindre antal militante oprørere.

Chomsky ser ikke at Kinas stigende indflydelse som et problem. På nogle områder mener han endog, at de er bedre til at varetage en ledende rolle på verdensscenen. Han nærer ingen illusioner om deres forhold til demokrati, men i det mindste har de ikke et CV med indblanding i andre stater på et niveau, der tåler sammenligning med det amerikanske.

Selv om der er mange der forudsiger 2008 som året der startede Amerikas begyndende kollaps som førende økonomisk og politisk stormagt, findes Chomsky ikke iblandt dem. Han tror tværtimod på at Amerikas særlige rolle i verdensøkonomien og dets store resurser – USA er stadig en stor olieproducent – stadigvæk vil give det en førerposition på flere punkter. Historien er ikke slut, som Francis Fukuyama forudsagde i starten af 90’erne. Nok er det svært at finde troværdige alternativer til det liberale demokrati, men gamle vaner når det gælder om at udøve sin magt fortsætter. Spørg blot Chomsky og kig på Guantanamo.

Chomsky er stadig et sundt korrektiv til Amerikas opfattelse af sig selv og alle os der skuer hinsides Atlanten efter svar og lederskab. Den øjeblikkelige dyrkelse af Obama og de enorme håb og forventninger der er knyttet til ham skygger for den hårde realpolitiske rolle, som et præsidentembede er. Det er i sandhed spændende men også skræmmende tider vi lever i.

Rejsen til USA

2008-10-24T06:24:00.000-07:00

23. okt. 08, kl. 01:03 Boston, USA

Hverken fingeraftryksscanning eller en grundig afhøring har kunnet stoppe vores fremrykning mod vest. Vi er nu indkvarteret på Hotel Marriot, Quincy, Boston, Massachusets. Nogle af de ting, der har floreret i mit hoved indtil nu har været temaer som valg og spænding over at komme til er fremmed land. Mens jeg sidder i flyet på vej mod London læser jeg en artikel i en engelsk avis. Problemet med det drastiske fald i salget af boliger i f.eks. England er, at økonomien stagnerer. Ca. 10.000£ brugs der normalt, når en bolig i England overgår fra en ejer til en anden. Heri er udgifter til hårde hvidevarer, advokat, ejendomsmægler og boliginskeptør, tømrer mm. inkluderet. Stagnationen på boligmarkedet vil derfor medføre stigende arbejdsløshed i de nævnte faggrupper. I situationen i USA er situationen bestemt ikke bedre. Tværtimod. I Detroit, byen der tidligere var bilernes by, er der nu huse som sælges for 1$. Folk mister deres job på bilfabrikkerne grundet den mindre efterspørgsel, erstatning af maskiner og billigere arbejdskraft andetsteds. Da jeg mange timer senere træder ud af lufthavnen i Boston er stemningen en helt anden. Efter at have fortalt immigrations-vagterne detaljeret om vores rejse til USA og personlige baggrund, kan jeg nu indånde den kølige luft af New England.Efter få minutter kommer den bus, der skal køre os mod vores hotel. Det land jeg skriver om er vi nu otte danskere, der befinder sig i. Jeg har været meget spændt på, hvordan det ville være endelig at være i USA. Efter flere måneders forberedelse af denne tur, hvor alle de givne informationer har været set gennem andres øjne, har vi nu, rejsegruppen, selv muligheden for at danne os et autentisk indtryk af landet og kulturen. Jeg glæder mig.

af Mads Petø

Om komikken i valgkampen.

2008-10-20T02:48:00.001-07:00

McCain blev kåret som vinder af Al Smith-velgørenhedsmiddagen med humor som det centrale emne. Palin har også lige medvirket i et komisk show som har fået sit højeste seertal siden 94. Men kan McCain-kampagnen vinde valget på en komisk sejr?

Der har været mange komisk indslag i den politiske debat inden for den sidste uge. McCain har vist, at han er en humorens mand, og Palin medvirkede i lørdags i Saturday Night Live - Det selvsamme satire show, der indtil videre har gjort hende tykt til grin. Denne nye strategi fra McCain-lejren minder mest af alt om et desperat forsøg på at vende den negative udvikling. Amerikanerne er først og fremmest bekymrede for deres økonomi. Om presidenten bliver en man kan drikke øl med og som har en hyggelig karakter er ikke tilstrækkeligt for at være en god præsident. Dette blev tydeligt under Bush. Det vigtigste er, at der er penge til øl. Og det truer finanskrisen med at sætte en stopper for.

Humor kan være en måde at gøre tør politik spiselig på for middelklassen – den gruppe af vælgere som valget kommer til at stå om. Allerede ved valget af Palin blev det tydeligt, at McCains strategi i høj grad har været at appellere til middelklassen følelser. Det har bare givet bagslag pga. den voldsomme krise. Borgerne vil have en intellektuel, arbejdsom og dygtig præsident. Humoren er rar, men har kun en begrænset effekt.

Der er opstået en subkultur med Palin i centrum. Der er dem som tager hende seriøst og dem, der tager gas på hende. Begge fandt det nok interessant, at hun medvirkede i satireshowet Saturday Night Live. Vi har blandede meninger om, hvorvidt hendes medvirken vil skade McCain eller ej. Måske vil folk synes det er modigt og sjovt, måske vil de synes hun er for useriøs og til grin.

McCain er gået frem siden i fredags med ca. 3%. Han er begyndt at føre en mere seriøs debat i den forstand at hans seneste reklame ikke er negativ. Hvis han kan formå at bruge sin humor sammen med noget, der har politisk indhold, vil det give ham et stærkt våben, der måske kan vende den rebublikanske nedtur.

Af Matthias og Mads